Kætter Kvartet 1998
Musiker, komponist, sangskriver, musikakademiker og projektarbejder.
John Hansen Bæk er født i 1957 og vokset op i Odense og omegn.
Som udøvende og skabende kunstner har John Bæk haft mange jern i ilden. Han har komponeret både instrumentalmusik, rockkompositioner og sange indenfor rock, reggae, viser og dansk og irsk folkemusik. I 1980'erne var han keyboardspiller og komponist i flere århusianske rock- og reggaesammenhænge samt børneteatret Teater 83. I 1990'erne, samtidig med musikstudier på Aarhus Universitet, var det multiprojektet All Rights Reserved, festduoen Søren & John og som mandolinspiller, guitarist og sanger i folkbandet Kætter Kvartet 1993-2002 (revivaltur i 2010). Siden 2003 har JB's musikliv primært handlet om optræden som dansksproget sangskriver og det danske folkband Impuls Trio.
Efter universitetsspeciale om dansk spillemandsmusik (1999) og efterfølgende phd-ansættelse på Dansk Folkemindesamling (2000-2003) blev han også akademisk specialist indenfor dansk spillemandsmusik, fanømusik og danske folkemusikmiljøer. Dette førte bl.a. til projektmageri indenfor Århus Folk Festival 2004, Danish Music Awards Folk 2005, Folkemusikkens Fælles Sekretariat og CD- og DVD-projekter.
Primære instrumenter: guitar, mandolin, keyboards og sang.
Baggrund
I barndomsårene lærte JB lidt klaver af faderen og gik til blokfløjte- og cellospil hos skolens musiklærer. Han undersøgte selv et par andre instrumenter som zither og melodika, men det var da han som 13-årig fik sin første guitar, at musikken for alvor fik tag i ham. Inspireret af 1960'ernes danske og udenlandske populær- og folkemusik skrev han sange med guitarakkompagnement. Specielt da Sebastians Den store flugt udkom i 1972 rykkede det voldsomt i den 15-årige pupertetsknægt. For Sebastian viste at det var muligt at skrive seriøse og tidssvarende sange på dansk, og det passede JB meget bedre end det engelske og de udemærkede, men noget platte dansktoptekster.
I starten af ungdomsårene var JB ret alene om musikken, for der var ikke rigtigt noget musikmiljø i nærheden, som han kunne være en del af. Men det ændrede sig heldigvis!
JB havde indspillet sine sange og kompositioner på en 2-kanals båndoptager med sound-on-sound, så han kunne lave 4-5 lag af indspilninger. I 1978 udvidede han det lille hjemmestudie med en 4-kanals båndoptager og lidt ekstra instrumenter og begyndte at komponere instrumentalmusik inspireret af Mike Oldfields Tubular Bells. Samtidig fik han kontakt til det spirende folkemusikmiljø i Højby, syd for Odense. Dette blev afgørende for hans særlige forhold til folkemusikken.
Efter højskoleophold på Vestbirk Højskole 1980-81, med musik som liniefag, flyttede han til Aarhus. Med båndoptageren som redskab - og nye musikalske venskaber - begav han sig ind i en fokuseret tilværelse med komposition, sangskrivning, studiearbejde, koncerter og undervisning.
1982-1988...så kører det!
I 1982 blev det første seriøse keyboard, en Korg Polysix, indkøbt. Som John sagde: "Jeg vil være keyboardspiller, fordi det som komponist giver et godt overblik over musikkken og arrangementerne." Det første band, Frustrat (1983), holdt i et år indtil bassisten flyttede til Københvan. Frustrat blev en vigtig mellemstation for JB. Det var her han fik det første mod- og medspil og lærte at overføre kompositionsideerne til praksis. Og ikke at forglemme: det altafgørende samarbejde i øvelokalet.
I perioden efter Frustrat spillede JB i mindre bands som Mit Kvarter (med vennen og sangskriver-inspiratoren Carsten Bojsen), Midtbyenglen og City Zoo. Fra 1985 begyndte det at gå stærkt. Det nystartede rockband, 4 The One, kunne godt bruge JB's kompositioner og keybords. Bandet bestod af erfarne musikere og musikken var både storladen, smuk og rock 'n roll. Bandet opnåede efterhånden en pæn succes og spillede koncerter i hele landet. Via et kursus på det senere Rytmisk Center i Silkeborg begyndte JB samtidig at undervise i ungdomsskoler (senere også aftenskole) og børneteatret Teater 83 inviterede ham med som musiker på den turnerende forstilling "Diller, Duller, Daller". I samme periode var han også periodisk musiker/komponist i de etablerede bands Garage og Goodinoff.
1989-1992: En ny fase
I 1988 stoppede JB sit engagement i 4 The One og påbegyndte en mere indadvendt periode med fokus på mere enkel sangskrivning og indspilning og udgivelse af noget af materialet fra de tidligere Mike Oldfield inspirerede kompositioner. Det blev til soloalbummet Another Mountain (1990), som udkom på New Age forlaget Fønix Musik. I 1991 startede JB på musikstudiet ved Aarhus Universitet, hvor han mødte sangskriver og projektmager Søren Eppler og blev inddraget i multiprojektet All Rights Reserved, der i 1992 drog til Rio de Janeiro for at opføre deres musik-teater-video show ved Global Forum i forbindelse med FN konferencen Earth Summit.
Kætter Kvartet 1993-2000.
Folkemusikken havde hele tiden været der. JB havde med sin mandolin og guitar været en del af det irske miljø, der mødtes til sessions på Færgekroen i 1980'ernes Aarhus. Han havde haft et duo-samarbejde med den herboene, rødglødende nordirske guitarist og sanger, Francis Mc Creesh. Med henholdsvis Søren Korshøj og Poul Bech Christensen spillede han samtidig en del dansk spillemandsmusik, og han holdt sig lidt ajour med hvad der skete på den den danske og nordiske folkemusikscene.
Da JB oplevede det svenske band Hedningarna i Spejlteltet i Aarhus Festuge i 1992, fødtes ideen til et projekt med dansk spillemandsmusik. Han fik ven, violinist og sanger Søren Korshøj med på ideen, og sammen begyndte de at udvikle det senere Kætter Kvartet. Med egne kompositioner i dansk/nordisk folkemusikstil - og med masser af sang. Da debut CD'en udkom i 1995 bragede orkesteret igennem i den danske folkemusikverden og spillede et hav af koncerter i Danmark, men nåede også til Sverige, Tyskland og Belgien. Læs alt om Kætter Kvartet på johnbaek.dk
Modnet sangskriver og musiker
Efter en kort akademisk karriere, hvor den udøvende musik delvist havde været lagt på hylden, mødte JB i 2003 det nye århusianske sangskrivermiljø i form af det der senere blev til Århus Sangskriver Værksted. Det gav ny inspiriration til at arbejde videre med sangskrivningen, og han arbejdede hårdt med at forbedre sin tekstskrivning, så den i højere grad kunne reflektere den erfaring og modenhed, man må kunne forvente at rumme i en alder omkring de 50. I 2009 belønnedes det hårde arbejde med Thøger Olesen Prisen.
Samtidig blev han kontaktet af to af de yngre profiler i dansk folkemusik, Kristian Bugge og Jesper Vinther, som spurgte om han havde lyst til at lave noget musik sammen med dem. De boede godt nok i henholdsvis Roskilde og Odense (JB boede stadig i Aarhus), men han slog til - og det endte ud med Impuls Trio, som blev nomineret til Danish Music Awards Folk 2011.
Se mere i den udførlige ÅR-FOR-ÅR beskrivelse og de tørre CV'er.