John Bæk - Musik & tekster

Tanker suser
tanker suser rundt og rundt – farvel
tårer presser
tårer presser mer og mer – farvel
tanker suser rundt
men indeni hvor jeg er tom
gør det ondt

Mennesker jeg mødte
sender en tak
nu skal vi flytte hjem
tiden er borte
årtusind for korte
forsvandt

Vinde blæser
vinde blæser mig et stykke vej
hjemad, hjemad
hjem til nutids fortid
hjem til...
endnu lyser mindet op
sætter spor i hjertet
i min krop

Mennesker jeg mødte
sender en tak
nu skal vi flytte hjem
tiden er borte
årtusind for korte
forsvandt

Agnus Dei

(John Bæk 1998 - Kætter Kvartet)
Guds lam som borttager verdens synder og giver os fred

En hvisken i den mørke og stille nat
hvor månen ler og alle stjernerne nejer
gråtågen hæves op fra det sorte dyb
så let som det er hele jorden der drejer

Agnus dei
qui tollis pecata mundi
dona eis requiem

I dette dyb gror busken varm og vild
og flinten slår en gnist når børnene leger
så brænder et bål – en flammende ild
der strækker sin hånd til kamp og sejr

Og flammen lever både ren og fri
med kræfter som den altid brændende ejer
der høres gråd og der høres skrig
og kampen står mens alle murene svajer

Agnus dei
qui tollis pecata mundi
dona eis requiem

Og nede ved den indre rod
slår pulsen på de altid ventende strenge
det slukker ilden med sit blod
og trænger helt derind hvor klipperne sprænge

Agnus dei
qui tollis pecata mundi
dona eis requiem

Alaska's skove

(John Bæk 2007)

Når du plukker blade og slår gnister med din fod
tar jeg toget her tilbage for at stå imod
dækker dig med grå juveler – det jeg ikke ved
og spænder mine seler så jeg ikke falder ned.

Når du tænder stjerner på din turen i det blå
tar jeg mod og små lanterner før jeg stiger på
svæver lissom dug for solen – mødes par om par
selvom du er 1000 kilometer væk herfra.

Men jeg står savnet i Alaska’s skove
jeg med ryggen mod en mur.
Jeg – åh hvis vi bare kunne sove
hånd i hånd når du sku flyve dig en tur.

Når du græder sange om det store i det små
tar jeg vejen nogle gange for at fylde på
knytter hånden kampberedt med æblefrugt og bær
for at sprænge rammen på det billed’ som vi er.

Men jeg står savnet i Alaska’s skove
jeg med ryggen mod en mur.
Jeg – og hvis vi bare kunne sove
hånd i hånd når du sku flyve dig en tur.

I Alaska’s skove
med ryggen mod en mur
Ja – og hvis vi bare kunne sove
hånd i hånd når du sku flyve dig en tur.

Aldrig mere krig

(John Bæk 1978)

Angsten går med kæmpeskridt
og krige er blevet normale
men hvis vi ingen våben har
kan krig ikke komme på tale.

Så kom lad os slås med de frelsende ord
kom og lad tavsheden tale
kom lad os stoppe de gale der tror
at freden sikres med bomber, patroner, raketter
beregnet til mord
kom lad os slås med de frelsende ord.

Mit våben er en talestrøm
min tavshed er et panser
drag sværdet, skær min tunge ud
jeg slås uden knive og lanser.

Så kom lad os slås...

Mit land er som en stor fabrik
der lukkes hvis ingen vil yde
og ingen kan have nytte af
at Danmark ikke vil lyde.

Så kom lad os slås...

Vort sammenhold er forsvarsmur
mod alle der ønsker os kuet
men hvis vi ingen våben har
vil ingen føle sig truet.

Så kom lad os slås...

Verden er en gave værd
og måske klar til dåben
som kom og lad os vise dem
et Danmark helt uden våben.

Så kom lad os slås...

Alle blev vi skabt

(John Bæk 1977)

Der er en masse mennesker
med menneskelige meninger og ansigtstræk
en masse ligner massen og de andre og hinanden
men alligevel hver for sig
og her er varmt og godt
nok af lidt af hvert
så hvorfor gøre det alt for svært.

Der er feminine der er så smukke
at de kan blive til noget
andre er så grimme
at de aldrig rigtigt blir overgået
og selvom det er mørkt
synes jeg det er sært
men hvorfor gøre det alt for svært.

Der er maskline der er stærke
og derfor tror de er noget værd
andre reagerer feminint
de synes først det var mærkeligt men kan ik’ lade være
og lige nu og her
er jeg indeklemt
og føler alt bliver gjort for nemt.

Foran ligger livet gemt i tåge
der hver dag letter let
og bagved ligger livet også gemt i tåge
bare ikke helt så tæt
og alle blev vi skabt
af en fra begge lejre
hvorfor kan alle ikke sejre.

Broen i maj

(John Bæk 2007)

Hvis jeg gir kaffe og lover at skaffe en million
tar du så med mig i nat uden at sige det til nogen?
og hvis jeg fejler, råber og stejler og blir dum
tar du så mod mig og binder en sløjfe om min mund?

For jeg kan osse være fri
når det brænder på broen i maj
og smelter indeni.

Hvis jeg blir doven og slingrer i skoven lidt for skør
tar du så med selvom intet kan blive lissom før
og hvis jeg blir stille når englene spiller dobbeltspil
tar du så ordet og magten af og til?

For jeg kan osse være fri
når det brænder på broen i maj
og smelter indeni.

Det brister og bærer i lykkens kastel
og bølgerne ruller af sig selv
forbinder og deler det hele med et og alt
basunerne klinger som guitar og bas
og huset er bygget på pæle med plads
til det midt imellem der hverken er helt eller halvt.

Hvis jeg blir bange for livet og bange for mig selv
tror du så jeg vil ku rumme det alligevel?
og hvis det går over og djævlene sover lige om lidt
tar du så med mig så vi kan gå sammen og hver til sit?

For jeg kan osse være fri
når det brænder på broen i maj
og smelter indeni.
Og jeg har osse mere at gøre
så jeg venter med spænding
og åbner min dør.

Byen græder

(John Bæk 1984 - Stautrup Ungdomsskole & City Zoo)

Byen dukker op igennem morgendisen
og toner frem i lyset som en kæmpekolos
den vasker sin krop efter nattens hede
og ryster drømmene af

Byen stiger op under himlens hvælv
og breder sig så langt den kan
dens fingre griber fat i alt og alle
og tager, og tager, og tager hvad den vil have

Hør byen græder

En tusindtallig skare bringer ny energi
fra de udpinte marker langt ude
de flokkes om at komme først
at være noget, at blive størst
og bader i byens tårekanaler

Et virvar af systemer sættes gradvist i gang
så alle kan klare sig selv
et virvar af forbindelser – muligheder nok
de nye generationers held

Hør byen græder

Da tiderne skiftede

(John Bæk 1985 - 4 The One)

På en kvist bag blanke ruder
sidder spurvene på vagt
lidt fattige i pelsen
som om de snart skal skifte dragt.
De nipper lidt til maden
der betænksomt er bragt ind
og flyver imod glasset
mens de hytter deres skind.

Og gaderne er fyldt
med de mærkeligste kræ
de ligner ingen andre
og forandrer sig i ny og næ.
En snylter står og griner
maler fanden på en væg
og drager atter videre
med kurven fuld af æg.

Og de fløj da tiderne skiftede....

På en gren bag blanke ruder
sidder spurvene på rad
og gnubber sig mod stammen
der aldrig flytter sig.
De pipper lidt hver morgen
når solen åbner op
men sidder stumt bag kvisten
når mørket går på job.

Og gaderne er øde
som marker fyldt med sten
kun dem der er godt rustet
vil ku' overleve uden mén.
En snylter skyder genvej
og rokker ved en pæl
han dukker ned bag muren
og griner til sig selv.

Og de fløj da tiderne skiftede....

Dans

(John Bæk 1983 - Frustrat)

Jeg vil danse med avisreklamer
og bade mig i råddent vand
marchere mellem sorte faner
og ryste for en holden mand

Jeg vil danse med en farlig morder
og sole mig i hans frygt
gå rundt i rene arbejdsskjorter
lidt forvirret og lidt farlig og forrykt

Jeg vil svinge rundt med takt og tone
til jeg godt forpustet falder om
sjæle med min bedste vens kone
når han siger hun er kold og tom

Jeg vil danse med en statsminister
mærke lidenskaben i hans krop
prøve dybden i hans følelsesregister
mens han tørrer mine tårer op

Jeg vil danse ind i nattens hede
svede alle frustrationer ud
trænge ind og trænge på
hive frem på må og få
mens jeg skriger til de andre:
se dog lyset

Men det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det
og der for mørkt her hvor jeg står og skyggebokser
jeg kan ikke se min fjende, jeg kan ingenting se
men jeg mærker smerten klart
når jeg træder bag om dansen for at hvile

Jeg vil danse lige til jeg segner
og jeg vil danse lige til jeg dør
jeg vil danse ude når det regner
og jeg vil danse til jeg bliver skør

Jeg vil danse med en statsminister
mærke lidenskaben i hans krop
prøve dybden i hans følelsesregister
mens han tørrer mine tårer op

De lattermilde

(John Bæk 1984)

De lattermilde går altid rundt og griner
som om der er noget at grine af
de slår sig på låret, knækker sammen i latter
så tårerne triller af.

Og når jeg græder over den spildte mælk
er der ingen der bærer nag
de klapper henrykt i hænderne
og si’r: i morgen kommer endnu en dag.

Det er kun en tanke
jeg sir den aldrig her
Mmm, kun en tanke
hvad der så end sker.

De lattermilde går altid rundt og griner
de ser ikke hvor de træder
så de falder ofte og slår sig
og dér ligger de så og græder.

Jeg blir ilde til mode, prøver at trøste
men intet hjælper dem
og så skifter de pludselig og begynder at grine
mens jeg forsvinder hjem.

Det er kun en tanke
jeg sir den aldrig her
Mmm, kun en tanke
hvad der så end sker.

December 2010

(John Bæk 2011)

Jeg er den brønd der fyldes op
af is og smeltevand
en åbning, et hylster, en bakketop
der gøder øde land.
I dag var natten kold
i morgen falder sne
engang var det på tide
det var dengang alt ku’ ske.

Jeg er det værn der strækker sig
det net der fanger alt
den kriger der skulle beskytte dig
og gribe dig når du faldt.
I nat er det for sent
i morgen atter dag
din stjerne viser vej
men der er ingen vej tilbage.

Lysene slukkes, november var hård
du blev dér vist lidt for længe
træd varsomt, træd sagte, jeg ved du forstår
at det runger når du går.

Hvor er den dør der lukked’ sig
og rammen om dit bur?
hvem sku være blomsten der sprængte sig vej
gennem sprækken i din mur?
Jeg ku’ være rosen, din vintergæk
det spirende vinterhi
fordi man kan gro og forandre sig
så stærk indeni.

Lysene slukkes, november var hård
du blev dér vist lidt for længe
træd varsomt, træd sagte, jeg ved du forstår
at det runger når du går.

Den købte sjæl

(John Bæk 1978)

Hvad tænker du når du vågner op
lidt mærkeligt måske
men det er som om du ikke ejer din krop
og hvad tænker du når du ser dig omkring
der er så meget du gerne vil have
og alligevel får du ingenting.

For de køber din sjæl
og de vender den rundt
så du til sidst har glemt
hvad der er godt og ondt
og de lader dig tro
at du har det godt nok
for du har det lige så godt
som den store flok.

Hvad tænker du på når du får din løn
er det retfærdigt at ën skal være grim og en anden køn
og hvorfor skal arbejdets art
bestemmes af en
der er så fandens klog og smart.

For de køber din sjæl

Og hvad skal du så gøre
hvor kan de rammes
skal man bruge deres metoder mod dem selv
vi skal huske når hjerterne flammes
at intet ondt er kommet af sig selv.

Hvis du køber deres sjæl
og vender den rundt
så ved de til sidst ikke
hvad der er godt og ondt
at kæmpe sig op for at kaste dem ned
er et håbløst skridt på vejen
mod en varig fred.

Der er forår i min mave

(John Bæk 1996)

Der er forår i min mave den er fyldt med muld og jord
der er en masse jeg skal lave for det vokser og det gror.
Så jeg kigger på de steder der skal graves, vendes rundt
og jeg gør det lisså stille - så det ikke gør for ondt.

Se, det pibler frem fra kroge som jeg aldrig før har set
nye spirer og småbiller fra min barndoms alfabet
og jeg kigger ind til hjertet der har vokset sig så stort
se, der går en lille fyr på vej til himlens port.

Og han har tid til lidt snik snak
danser rundt og slår flik flak
kravler op ad en stige
til et fjernt og mægtigt rige
- og han tar min hånd og mærker
at jeg sagtens kan bli' stærker'
blot jeg stadig sår og høster
i min have, ved dens kyster
uh det' sært - for det sku' jeg vel have lært

Men den vinter som er gået har sat spor med frost og sne
så min mave og mit hjerte skal have varm kamillethe
og de mange og små spirer som slet ikke ville dø
har ventet i mit hjerte så de der ku' vokse frem
når det blev tø.

Og så er det tid til lidt snik snak
danse rundt og slå flik flak
kravle op ad en stige
til et fjernt og mægtigt rige
ser en fugl der er fløjet
den er fin og net i tøjet
ser et æg i en rede
”gå nu varsomt, ikke træde”
- og han tar min hånd og mærker
at jeg sagtens kan bli' stærker'
blot jeg stadig sår og høster
i min have, ved dens kyster
uh det' sært - for det sku' jeg vel have lært.

Der er hul i min lomme

(John Bæk 2005 - CD: Sange fra Grønnegade)

Der er hul i min lomme
hul i min sko
hul i min bulede hat
når jeg står bag orkanen og prøver på
at virke almindelig forladt.

Der er hul i mit øre
hul i min tand
hul i mit hjerte på trods
når det fyldes og tømmes og banker mig
til at leve og elske og slås.

Jeg danser på skrå og vulkaner
står fast om den sprækkede hud
og tømmer de tomme kanaler
og står ud.

Jeg valser i takt og i bølger
der strider og slår mod min kind
og åbner og lukker min dør
så du kan gå ind.
Jeg træder i græs uden at røre
og mærker at du vil forstå
når vi mødes og deles om det
som vi aldrig kan få.

Der er hul i mit dige
hul i min mur
med masser af plads til at være
noget der fylder, tager mening og slipper den
når den bliver for tung at bære.

Der hul i kalenderen,
i morgen, i nat
hul i det og i intet og alt
som bliver fyldt op med det
som fortrængte det
som forsvandt da det endelig galdt.

Jeg danser på skrå...

Der kommer en dag

(John Bæk 1978)

Jeg vil møde dig en nat
trænge ind under din dyne
når du elsket og forhadt
sover trygt din tryghedssøvn.
Jeg vil elske dig med magt
spille kortene fra hånden
ud fra planer jeg har lagt
i de sidste mange år.

Jeg vil tage dig i min hånd
når du vågner ved mit komme
du skal løse mine bånd
og selv bindes for en tid.
Hvis de sår du har forvoldt
ikke sidder for dybt inde
skal du snart gå rank og stolt
uden angst for hvert et skridt.

Jeg kan ikke lade dig gro
til de højder som du ønsker
hjælp mig med at bygge bro
før du ødelægger alt.
For jeg må ikke slå ihjel
men må gerne dræbe lykken
når den lever for sig selv
og er alt for få til gavn.
Når lykken lever for sig selv
under helt, helt andet navn.

Der sidder en djævel i os alle

(John Bæk 1979 - folkband med Bente & Kryger)

Der sidder en djævel i os alle
en djævel i os alle, i alle vi
Den dræber det gode det sande
det gode det sande selv
og finder altid noget at forbande
så ond så grusom og fæl

Vi kan godt få den frem hvis vi vil det
vi kan godt få den frem hvis vi vil
vi kan godt få den frem hvis vi tror på
at den stadigvæk er til

Der sidder en engel i os alle
en engel i os alle, i alle vi
Den elsker det gode, det sande
og den frodige sommereng
men lever i dybe vande
hvor mørket skjuler den

Vi kan godt få den frem hvis vi vil det
vi kan godt få den frem hvis vi vil
vi kan godt få den frem hvis vi husker
at den stadigvæk er til

Der står en lille mand i Aabenraa

(John Bæk 1999, revideret 2009 - Kætter Kvaret, men kun i øvelokalet)

Der står en lille mand i Aabenraa
med penge på lommen og hatten på skrå
han har jakke og slips og go'e sko
som han lige har købt på Langebro.

Han klør sig i nakken og smiler lidt
for klokken slår 2 skønt klokken er 1
og solen skinner i øst & vest
men det regner her - & det' nok osse det bedst'

Uh ja, sådan skal det være
for tiden er det sådan, det ka' ik' bli'e bedre
Uh ja, og det er snart forbi
men sådan er det det med tiden, det’ det vi godt kan li’.

Og så går den lille mand i Aabenraa
med penge på lommen og hatten på skrå
lidt fremad for tilbage er der ingen vej
og Lille Line vil forresten ikke sige nej nej.

Da han træder ind i butikken blir han varm og blød
for hun er smuk som fanden og så fandens sød
at det er svært at rumme sådan enkelthed
der kan vare hele livet uden at vare ved.

Uh ja, sådan ska' det vær'
Uh ja, det ka' ik' bli'e bær’
Uh ja, sådan ska' det vær'
Uh ja, det ka' ik' bli'e bær’

Det er altid det samme

(John Bæk 1978)

Når jeg en enkelt gang
tør spørge mig selv
hvor livets mening ligger
jeg søger svar højt oppe fra
og føler mig som tigger.
Og svaret er langt
helt udenfor min forstand
og jeg tror kun det fortæller
hvor lidt jeg tror jeg kan.

Det er altid det samme
det er svært at se sit værd
man er alt for nem at ramme
når man kun er til besvær.

Når jeg en enkelt gang
tør spørge mig selv
hvad der egentlig er i vejen
siden jeg pukler for en fremtidsdrøm
der aldrig blir min egen.
Der er forskel på folk
men alle fødes lige
og måske er det godt
at nogen fødes rige.

Det er altid det samme....

Når min krop en dag
blir gammel og svag
skønt hjernen fint fungerer
blir jeg puttet væk som var jeg en
der ikke er brug for mere.
Og jeg venter på svar
fra den højeste minister
jeg ku’ ikke være hans far
men måske hans syndregister.

Det er altid det samme....

Det er en stille nat

(John Bæk 1976)

Det er en stille nat
en mand går ned ad gaden
han ved ikke havd han skal lave
men pludselig ser han toget
og i det en pige
pludselig kommer han i tanke om noget.

Hvad laver hun dér
hun er vel ikke rejst bort
men kun kunne jo heller aldrig komme til kort.
Da han ser derhen på pigen igen
ser han nogle store, barske mænd
føre hende væk
væk fra vinduet dér
han kan se de alle ler.

Nu er hun væk.

Han ser hendes smil
hendes sorgmodige smil
da hun går ned i mændenes bil.
Han kan høre hendes svar
dengang det var
at han spurgte hende:
skal det være os to?

Nu er hun væk
de har taget hende fra ham
hun var ellers noget nam nam
de troede kun på hende
hun skulle kun spinde
dem op i øret så ”forstod” de.

Nu er hun væk.

Han må finde sig en ny
men ikke så sky
hun må gerne være meget, meget bedre
end den anden dér
som han nu ser
bli’ kørt bort i en fremmed bil.

Det lukkede rum

(John Bæk 1986 - 4 The One)

Dette hus er bygget på en gyngende grund
af sten og gamle brokker fra havets bund
dette hus er bygget ved fælles hænders hjælp
en tro kopi af noget andre bor og lever i

Og tiden står stille
verden går i stå
de åbne døre lukkes
alarmen sættes på
og murene står sikkert
og rammer verden ind
- kun lyden af det bankende hjerte

I det lukkede rum
Jeg har aldrig set det før
Det lukkede rum
der står en fremmed bag hver dør
I det lukkede rum
skal jeg tro på det jeg ser
I det lukkede rum
hva' faen skal jeg her

Dette hus er fyldt med de mærkeligste ting
kun fantasien sætter en grænse
hvert rum har en åbning hvor lyset strømmer ind
som en puls der banker fremmede rytmer

Og aller inderst inde
hvor mørket trænger på
er timeglasset væltet
verden gået i stå
og dem der går derude
kan ikke trænge ind
til lyden af det bankende hjerte

I det lukkede rum
Jeg har aldrig set det før
Det lukkede rum
der står en fremmed bag hver dør
I det lukkede rum
skal jeg tro på det jeg ser
I det lukkede rum
hva' faen skal jeg her

Det ægte hjerte

(John Bæk 1987 - Goodinoff)

Dagen tar afsked i lysende bølger
og tænder de stjerner der dukker frem
gaderne fyldes med den kølige stilhed
der åbner de lukkede døre på klem
og den gør det uden at få lov
og den gør det uden at få lov
og den gør det uden at få lov
smiler til sig selv og tænker ”gudskelov”

Husene vågner med liv og med latter
gamle og unge der nu ved hvad de vil
andre forsvinder lige så stille
man kan jo ikke spørge andre
hvad det er man har lyst til
og de gør det uden at få lov
og de gør det uden at få lov
og de gør det uden at få lov
spørger kun sig selv og prøver gudskelov

Lysene slukkes på det sidste caféer
en skinger stemme skriger: du ka’ lige tro nej!
to andre i mørket, han sir til hende:
sku’ vi ikke følges ad, vi skal jo alle den samme vej
og de gør det uden at få lov
og de gør det uden at få lov
og de gør det uden at få lov
rører ved hinanden og gør det gudskelov

Det ægte hjerte banker
Det ægte hjerte banker
Det ægte hjerte banker
uden at få lov

Dig eller mig

(John Bæk 2006)

Krudt og kanoner i blød cellofan
med tilbud om fred på en aktiv vulkan
der kan sprutte og trutte i takt – og spille trompet.
Is og bananer, et stykke med bart
for nu skal vi sejre og ha’ det lidt rart
mens vi leger at alt hvad vi ejer
er dit og mit – og mit og dit.

Hjulene snurrer og løfter i flok
og fredag og lørdag gir mere end nok
til en søndag i regnvejr, en mandag i sne
og tirsdag og onsdag og torsdag måske.

Det hiver og trækker for nu skal vi slås
for frihed og fremtidig lykke på klods
med krudt og kanoner og skinke og leverpostej.
Jeg tar dig på kornet og så gir jeg hals
er du mod eller med eller er du til fals
når jeg gir dig en chance og trækker en streg
for det er dig eller mig.

Jeg kæmper for konge og fædreland
og udvider gerne så meget jeg kan
med lidt bomber i sovsen og buler i sandhedens navn.
Det handler om ro og ret til at være
i kamp når det gælder æren
og retten til at forsvare
mit land og min tro
mit land og min tro.

Hjulene snurrer og skaber værdi
og fredag og lørdag er gode fordi
det blir søndag i regnvejr og mandag i sne
og tirsdag og onsdag og torsdag måske.

Det hiver og trækker og nu skal vi slås
for frihed og fremtidig lykke på klods
med sprut og makroner og vinke og lave ståhej.
Jeg tar dig på kornet og så gir jeg hals
er du mod eller med eller er du til fals
når jeg gir dig en chance og trækker en streg
for det er dig eller mig.

Digging Is A Chance

(John Bæk 1993)

Digging around with the holy betrayter
picking a root from a known apple tree
crossing all the time from here to younder
leaving any year behind
passing all the words that makes me wonder
how can someone say
they are only doing it their way

Digging a whole with the holy believer
turning a thought and a growing delight
catching all the pure and easy living
in the middle of the row
reaching a place of love and giving
realizing how the water flows

Working is hard - but we know how to start
so let's dig our own garden
before its to hard to grow
I don't know.
maybe in less than an hour we'll pick up a flower

Digging is a chance to get down
so get down on your knees
and grab all the goods you can turn on
for the living of life in peace

Din egen vej

(John Bæk 2012)

Du har gjort hvad du skulle
slået dine slag
i den lyse morgen er alting klart
nu står du her på gaden
og kigger dig tilbage.

Der er andre veje
end den smalle sti
man skal vælge sine kampe, sin retning
og nu brænder det på himlen
og gløder indeni.

For når englene har fået hvad du har
står dæmonerne i stedet og er klar.

Følg din egen vej
gå som den fører dig
til alt hvad du skal nå
hvor du har stadig mer’ at gi’.
Flyv så højt du skal
svæv i det frie fald
for alt det som du frygter
kan forandres indeni.

Du har sunget dine sange
når noget gik itu
der var også dage
hvor alting ramled og du lukked’ af
det kan du ikke gøre nu.

Der er rettet til og trukket fra og bygget broer
blomster på din kind
nu af alle steder, står du helt alene
så nu skal du lukke op og lukke ind.

For når englene har fået hvad du har
står dæmonerne i stedet og er klar.

Men følg din egen vej
gå som den fører dig
til alt hvad du skal nå
hvor du har stadig mer’ at gi’.
Flyv så højt du skal
svæv i det frie fald
for alt det som du frygter
kan forandres indeni.

Drikke dus

(John Bæk 2006)

Det er ved at blive mørkt og jeg er pissetræt
af al det ævl og sludder
som har forpestet luften – og når ret skal være ret
gjort lidt ondt – og lavet kludder.

Men lad os drikke dus og være venner
lad os sige skål og tømme kanden
og så må vi se hvordan det ender
når vi nu alligevel ik’ kan undvære hinanden.

Jeg har lyttet til det meste af alt hvad der kan siges
af virkelige mennesker og på TV
og det er ikke fordi der efterhånden er så meget der forties
men hvad fanden skal jeg bruge det til ?

Men lad os drikke dus og være venner
lad os tvære alle rynkerne af panden
og så må vi se hvordan det ender
når vi nu alligevel ik’ kan undvære hinanden.

Ja, det er vel godt nok at vi prøver
og det er vel godt nok at vi tør
men det kan jo osse være at det bedøver
så vi til sidst ikke aner hvad vi gør.

Men det’ som sagt blevet mørkt og jeg er pissetræt
af al den udenomssnakken
bare fordi vi allesammen vil høres og have ret
men der er sgu da ingen der lytter – så hvad er takken?

Men OK, lad os drikke dus og være venner
og lad os da slå til Søren for, for fanden,
så må vi se hvordan det ender
når vi nu alligevel ik’ kan undvære hinanden.

Drømmer jeg eller er jeg vågen

(John Bæk 1987 - Goodinoff)

Inde bagved alt
hvor tankerne blir til
pulsen banker
en særlig rytme
der trækker mig ind
(til dig)
uhh – drømmer jeg eller er jeg vågen

Jeg kan nå dig
for jeg ved at du er til
du viser aldrig det hele
jeg kan nå dig
det summer indeni
og jeg ved at du altid kommer
når jeg kalder
uhh – drømmer jeg eller er jeg vågen

Jeg kan nå dig
hvis jeg gir dig ret
kan vi smelte sammen for altid
jeg kan nå dig
fordi du er dig selv
og fordi jeg intet er
uden dig
uhh – drømmer jeg eller er jeg vågen

Dudeli dig

(John Bæk 2009)

Der var en lille matrone på fire hundrede pund
som syn’s at det var lidt svært at sku være så forslugen
hun søgte og hun spurgte: hvem skal mon hjælpe mig?
og alle svared det samme: det’ da dudeli dudeli dig.
Det’ da dudeli dudeli dig ja
Det’ da dudeli dudeli dig ja.
Det’ da dudeli dudeli dig ja
Det’ da dig.

Hun lyttede troligt og tænkte men fattede ikke et kvæk
og åd en hel kasse rejer med øl og sild og spæk
til sidst var grænsen nået, hun revned med et brag
og spurgte: uha hvem er det der skal gå sulten i sin grav.
Det’ da dudeli dudeli dig ja...

Befriet for krop og materie som pludslig var blevet passé
fløj matronen op til Vor Herre og den himmelske buffet
hun tygged og bed men forgæves for det var jo et andet system
”hvorfor kan jeg ikke spise, hvad er det der er mit problem”.
Det’ da dudeli dudeli dig ja...

Ak ve og klage hun skælved, brød hulkende sammen i gråd
hun leved jo kun for at spise og døde trods alle råd
”Vor Herre, hvem kan nu hjælpe for jeg tror at jeg blir skør”
og han svared: ”dudeli dig” ja, lissom alle andre før.
Det’ da dudeli dudeli dig ja...

Og tiden gik mens hun spurgte og altid fik selvsamme råd
hun led så frygtligt og klaged men ku ikke spise noget
hun sygned’ hen og endte som en selvudvisket streg
fordi hun ikke forstod det dersens dudeli dudeli dig.

Historien har en morale, ja to såvidt at jeg ved
det hjælper ikke at spise hvis du syns du er for fed
og hvis du stiller et spørgsmål der ingen retning har
så tænk dig om før du spør, for det’ dig selv der finder dit svar.
Det’ da dudeli dudeli dig ja...

Og hvis du syns at moralen er dum og lige til
så ku’ vi jo osse tage snakken om hvad det egentlig er vi vil
men nogen skal jo starte, og det’ ihvertfald ikke mig
så det’ da dudeli dudeli klart at så’ det dudeli dudeli dig.
Det’ da dudeli dudeli dig ja...
Det’ da dudeli dudeli dig ja...

Dødsmærket liv

(John Bæk 1976)

Solen går ned
sender afsted
liv bliver udstødt
igen

Her bliver fred
andre følger med
døden har udkæmpet livet
igen

Sælsomme tanker forsvandt nu
ukendte drømme gik tabt
forvirrede indtryk gik til grunde
gled bort
Dødsmærket liv så tilbage
bitterhed, nag eller hvad ?
Lyse minder gemmer mørke
gemmes nu

Bestemmelsessted ukendt
og med uvisse tanker forlades
igen

Ånden bliver svag
ender
og dag udviskes langsomt
forsvinder
igen

Sælsomme tanker forsvandt nu...

Edderkop

(John Bæk 1989)

Jeg kan se dine små øjne
og kroppen med de lange ben
munden fyldt med giftige kroge
åh, gid jeg ku' låne én
Jeg kan se dine spindevorter
hvor du spinder din silketråd
dit net hvor du sidder lisså stille og venter
venter på at fange noget

Jeg kan se at du er mere end farlig
for jeg kan se et lille fnug
når du sidder i dit net en tidlig morgen
og nettet er fyldt med morgendug
Dér hvor altiing er smukt og gennemsigtigt
og verden syner lidt mer ren
falder fluen ned og lader siig fange
og du skynder dig ind for at dræbe den

Som en edderkop
i dit eget tryllespind
Du er som en edderkop
i dit eget tryllespind

Når jeg lægger mig i natten på min lille sky
for at drømme det jeg egentlig så
så falder jeg ned i et stort sort hul
hvor jeg muligvis kan forstå
hvad det er der sker når jeg ser dig dræbe
hvorfor løber jeg min vej
Blir jeg bange når jeg ser at du æder din mage
når han lisså godt ku' være mig

Uh, som en edderkop
i dit eget tryllespind
Du er som en edderkop
i dit eget tryllespind

En ny epoke

(John Bæk 1977)

Kroppen skælver sagte under første berøring
afventer næste forventningsfuld
”hjælp os” skriger disse uberørte sanser
”vi indeholder noget, skub barrieren omkuld”

En sky hånd strejfer tilfældigt sin lige
og ved godt tilbagetog er alt for sent
to kroppes spil begynder og lærdom må vige
for det hvis adgang man før var forment

To par hænder udforsker nyt liv
to uens kroppe med samme trang
en ny epoke begynder her
den sidste blev måske ikke så lang
som den burde

Sanserne skærpes og hænderne finder selv vej
til de steder de aldrig har berørt
med ømhed og kærtegn forsøger de at elske varsomt
for kærlighed er lavet alt for skørt

Samhørighed fornemmes – alt er fortroligt
de giver og tager hensynsløst imod
en ny epoke begynder her
lad os håbe dens start er ligeså god
som den burde

To skæbner i et samliv med følelser på spil
trænger sammen i den tryghed hvor man kan hvad man vil
de hvisker og de skriger og siger alting sandt
og glemt er alt om verden og hvem det var der vandt
du må ikke kunne forarges af noget så banalt
men alvorligt kan det blive hvis man tier så brutalt
som den der siger: jeg elsker hele din person
skønt han kun elsker kroppen og aldrig elsker nogen

En rastløs strejfer

(John Bæk 2009)

Som en rastløs strejfer på gennemfart
hun tog pænt imod og takked
og sagde at det var rart.
Og så tog I til Paris
men det ku godt have været Ribe
der var masser af is
men det var som om der manglede skibe.

Som en rastløs strejfer med en form for tro
på at lykken er mangfoldig
selvom man kun er to.
Hun fandt mange gode ting
og det ku godt have været dine
det var lige der omkring
at du indså at hun var blevet til rutine.

Såden en strejfer
en enfoldig klippe
sådan en strejfer
det kan være svært at slippe.

Som en flot flik-flakker uden hang til at flæbe
det var lige til tiden
før der blev for meget at slæbe.
Og så tog du her tilbage
for at prøve at glemme
turen varede 14 dage
men der var ingen hjemme.

Du tog toget her tilbage
for at se om du ku glemme
turen varede som du sagde
men der var stadig ingen hjemme.

Såden en strejfer
en enfoldig klippe
sådan en strejfer
det kan være svært at slippe.

En støt strøm af mennesker

(John Bæk 1984 - City Zoo)

En støt strøm af mennesker
der vandrer ned ad gaden
de larmer og ler og ter sig og tegner facaden

Og inde ved siden er den en der snubler
men folkemængden vandrer bare videre og jubler

Det er altid rart at ku' se i et spejl
at det ikke er én selv der har fejl

Enhedsskabeloner

(John Bæk 1978)

Klam, ram kvindeduft
og objektive smukke
kold forfalskningsluft
og påklædningsdukke

Kønne farver, kryb og larver
undertoner, enhedsskabeloner

Længselsfuldt fremhæver skjuler
og løgn efter løgn
smurt på døgn efter døgn
med

Kønne farver, kryb og larver
undertoner, enhedsskabeloner

Kærtegneri
mandlige hænder
sætter sine spor i klovneidyl
synlig naturlighed gemmes
under et falsk dræbende fyld

Her sidder du forblødt
ramt af en daglig spot
snart bliver en stjerne født
udstødt genfødt flot

Her sidder mediets magt
kapslet i kvindekrop
frelst fra en mands foragt
sjælen er brændt op

Klam, ram kvindeduft
og objektive smukke
kold forfalskningsluft
og påklædningsdukke

Kønne farver, kryb og larver
undertoner, enhedsskabeloner

Ensomme heder

(John Bæk 1979)

Ensomheds mareridt
flokketrang – dit og mit
stilhedsflugt – larmens lange arm
freden er brugt
Alene med ensomhedsfølelsen af
at livet er mere end dag efter dag
alene med tankernes glidende vand
og længslerne efter det evige land

Jeg føler en ensomhedstrang
til at tænke en tanke så lang
at den bliver min egen
men følger jeg vejen som alle de andre
der kun vil forandre at noget forandres
går massemennesket i mig forbi mig
og sejrer

Trængselsfyldt ensomhed
massepresset bliver ved
tæthedsluft overalt
hviler over dem som faldt Alene med jorden er dødsangsten borte
med tanker så hvide at de bliver sorte
totalstilhedsfyldt svæver noget og leder
fordi det vil hjem til de ensomme heder

Jeg føler en ensomhedstrang
til at tænke en tanke så lang
at den bliver min egen
men følger jeg vejen som alle de andre
der kun vil forandre at noget forandres
går massemennesket i mig forbi mig
og sejrer

Et lykkepust

(John Bæk 1979)

Mørket sænker sig
jeg kigger ind og ser
tusinde løse ender
ende samme sted.
Øjne lukker sig
og kigger ind og ser
håbløse veje svinde ud.

En tanke hvirvles op og falder ned
den skubber gamle minder frem
til det jeg ved.
De mødes ubevidst – et lykkepust
der blæses op men falder ned
hvis det blir knust.

Mørket åbner sig
jeg kigger ind og ser
sorgerne brænde i et flammeskær
øjne åbner sig
og kigger ud og ler:
alting er dejligt
for vi lever her.

En tanke hvirvles op og falder ned
den skubber gamle minder frem
til det jeg ved.
De mødes ubevidst – et lykkepust
der blæses op men falder ned
hvis det blir knust.

Far nu vel

(John Bæk 2000)

Nu er tiden kommet: vi skal sige farvel
Skønt vi ku' ønske andet er det slut alligevel
For tiden går og klokken slår, musikken klinger ud
og bringer bud til stjernerne (og) måske helt op til gud

Den tid vi brugte sammen kommer aldrig mer' igen
men forsvinder alligevel ikke – ligesom mindet om en ven
Vi rejser nu ad hver sin vej – og alt'et rejser med
så vi mødes atter du og jeg på rette tid og sted

Så far nu vel – pas godt på dig selv
far nu vel – far vid're, far vel
far nu vel – jeg ønsker dig lykke og held
far – far nu vel

Tæt inde i det fjerne står en lukket dør på klem
der er nogle som vil ud – og der er andre som må hjem
og virkeligheden tegnes som en streg i tidens sand
der strækkes og forkortes af det vil vil og kan

Så far nu vel min ven, far nu i alvor og i leg
gamle Danmark og Europa, (ja) hele verden er din vej
og når sol og måne lyser skal vi mødes på ny
og åbne vore døre – for dem der søger ly

Så far nu vel – pas godt på dig selv
far nu vel – far vid're, far vel
far nu vel – jeg ønsker dig lykke og held
far – far vel

Folk kommer og går

(John Bæk 1979)

Folk kommer
folk går
folk mødes
og forstår

Folk kommer og går
mødes og forsvinder
langt flere står med minder
altid på vej, aldrig den samme
blandt glade og sørgende, vemod og håb

Med ærlig tale kommer de
og sælger af sig selv
og den som tar imod
køber gaver i væld
I dag har skælmen taletid
i morgen den naive
jeg har plads til alle dem
der har noget at give

Tal sandt – sig det du bedst kan li’
tanken tæller mer end løgn bag poesi
Så kommer folk og går
og mødes og forstår
og jorden drejer rundt jo mere vi når

Det svirrer med folk omkring
én går i takt og én i ring
og verden er stadig stor
og fyldt med folk der står og glor

En ven af i dag er god
men lever i stadig forandring
og på den plads han forlod
står næste modtager, giver og ven
altid klar

Folk kommer og går mødes og forsvinder...

Folket er dem

(John Bæk 2007)

Lille Malene står ofte alene
og syns det er mærklig forkert
at samles og dele
som del af et hele
som om det sku være så svært.
Men intet er alt
det er ikke kun det der siges
der blir fortalt.

Malene, det’ virk’lighed
der’ mennesker der ikke ved
at drømme kan ties ihjel.
At alt er forbundet
fordelt og begrundet
som mere end sig selv.
Så der er altid mere at gør’
vi kan mødes med det vi er
hvis vi tør.

For folket er dem der er sammen
og ikke kan nære sig selv.
De falder fra og er stammen alligevel.
Folket er dem der kan dele
fordi det er det der skal til
så alle får del i det hele
hvis vi vil.

Alle kan fejle
du ved jeg kan fejle
jeg ved at vi fejlede tit.
Men ét står tilbage:
vi to blir de svage
hvis vi går hver til sit!
Og du og jeg
er mere som to og to
end hver for sig.

For folket er dem der er sammen
og ikke kan nære sig selv.
De falder fra og er stammen alligevel.
Folket er dem der kan dele
fordi det er det der skal til
så alle får del i det hele
hvis vi vil.

Forhutlet, forvirret

(John Bæk 1976)

Forhutlet forvirret forbigået og gennemstirret
en levende skabning men stadig kun på papiret
bedrøvet bedraget og meget, meget lille i slaget
en levende skabning der næsten er levende begravet.
Du, skæbnen især
jeg beder dig om godt vejr
send varmen herhen
jeg er ikke altid god, men...

Ene alene til morskab og altid til gene
forkastet og frataget hele min ret til at mene
udskudt og udstødt af alle og alle enhver
en vingeskudt fugl med et ærligt men stækket begær.
Du, skæbnen især
jeg beder dig om godt vejr
send varmen herhen
jeg er ikke altid god, men...

Forbitret og bange betænker jeg årene lange
jeg er indeklemt stille og roligt taget til fange
var jeg spået en fremtid som denne før nettet blev strammet
kunne jeg nu have stået frit og ikke sådan totalt lammet.
Du, skæbnen især
giv mig nu lidt godt vejr
tving mig ikke til vold
luk mig ud af denne fold

Alene med tanker og hjertet der pludselig banker
jeg prøver at stoppe men mangler mit eneste anker
jeg mangler en fryd og en skælven helt ind i mit indre
du kan tigge og bede og fortryde
du kan intet forhindre.
Stille giver jeg nu op
jeg rammer måske din krop
død og livet forment
er det allerede for sent.

Fornemmelser

(John Bæk 1987)

Du kan høre ekkoet af et slag
og se en stum beundring
Du kan føle magten og bli' svag
og mærke din forundring

Du tror at nogen bygger op
hvad andre river ned
og de fleste står og kigger
Du tror at nogen bygger op
og andre river ned
når de fleste står og kigger

Men måske er det bare
en fornemmelse

Du kan høre lyden af et fald
der drukner i trafikken
Og se et glimt af noget
der måske er foregået
i tavshed

Du går om bagved
ind i et rum
hvor de fleste står og nikker
Du går om bagved
indeni et rum
når de fleste står og nikker

Men måske er det bare
en fornemmelse

Forstår det godt

(John Bæk 1986)

Hvis du har ret er jeg en simpel nar
en ulv i fåreklæder der æder det andre har
Hvis du har ret er jeg en parasit
en snylter der høster hvad andre har sået

Jeg forstår det godt,
jeg forstår, forstår det godt
jeg forstår, jeg forstår, jeg forstår det godt
jeg forstår, jeg forstår, jeg forstår det godt
jeg forstår, jeg forstår, jeg forstår – forstår det godt

Hvis du har ret er jeg kynisk og kold
en egoist der bruger psykisk terror og vold
Hvis du har ret er jeg din overmand
i det sataniske spil der blænder vor forstand

Jeg forstår det godt,
jeg forstår, forstår det godt
jeg forstår, jeg forstår, jeg forstår – forstår det godt
jeg forstår, jeg forstår, jeg for- forstår det godt
jeg forstår, jeg forstår, jeg forstår – forstår det godt

Og hvis du mener alt det du siger kan du godt gå min ven
gå ud af mit synsfelt, forsvind – og kom aldrig mer' igen
Åh, du kan rende mig for jeg kan ikke bruge det du siger
og jeg vil ikke have skyld for alt det du ikke selv formår

Jeg forstår det godt,
jeg forstår, forstår det godt
jeg forstår, jeg forstår, jeg forstår det godt
jeg forstår, jeg forstår, jeg forstår det godt
jeg forstår, jeg forstår, jeg forstår – forstår det godt

Forsvarsløs

(John Bæk 1977)

Tag en gave her
tag hvad jeg har hvad du ønsker
et krus med solskinsvejr
ubrugt og fyldt med et samvær
alle har brug for og især, for mig
dem der står mig nær
Hold nu op – stop dit skuespil
rør min krop – det er jo det du gerne vil
kast dig ud – glem du har en sårbar sjæl

Du er utryg og bange og tror ikke på noget
du går ensomt famlende, føler dig fjoget
du er opfyldt af indestængte laster
du er et stykke mehanik med alt for fastlåste taster
du er bange for at give og tage af dit inderste gemme
og når du en enkelt gang imellem forsøger er der ingen hjemme
du er ødelagt spoleret og klædt i samfundets svøbe
du står indestængt stille ,har aldrig rigtig fået lov til at løbe

Det er en forsvarsløs rustning – et synsbedrag
en fæstning forældet til kærtegn
endnu et ubrugt skridt på vejen
luk mig ind – måske en sommerbrisevind
kast mig ned i dybt begravet kærlighed
hæv mig op, giv mig vinger, giv mig krop

Jeg har nu talt
det er dog for galt
jeg har endnu ikke sagt direkte:
hjælp mig at formå en teori i praksi
frembring hvad der er gemt
skønt jeg ved alt for godt
det er ikke nemt

Forårstegnet

(John Bæk 1977)

Forårstegnet bryder frem
smiler i flæng
dage går i takt til solens hjerteslag
livet leves mod den næste dag
mod den næste dag

Forårsstemnings-duftetid
og forårsglædetrang
fremtidslængsler kigger imod himlens loft
men foroven driver skyer frem
sorte skyer frem

Solen og andet godt viskes ud
drømmes langsomt bort
vindstød og kulderegn, lyn i glimt
himlen bliver sort

Bladløshedens triste tid
forsvinder i grønt
forårsluften presses ind i lange drag
tidens fremtid skabes hvert sekund
skabes hvert sekund

Græsset kilder mod min krop
ved træets figur
solens stråler lukker mine øjne i
skygger vandrer langsomt mod mit sind
henimod og ind

Glade og triste tid arm i arm
indholdslivets arm
hver dags forbindelse med en ny
jeg lever nu engang

Fynbominder

(John Bæk 1997 - Kætter Kvartet)

Nu er det længe siden men jeg husker hvordan
vi legede i høet midt imellem by og land
Og bonden var en fjende der altid sagde stop
Han drev os hjem til gryderne hvor vi sku' spise op

Når det var ved at mørkne sku' vi ud på æblerov
vi mødtes alle sammen når vi ellers ku få lov
Og under æbletræet fik jeg smagt mit første kys
det var det allerbedste som jeg fik af Søs

Og udenfor er natten klar og det er efterår
og månen stiger op som den har gjort i mange år

Så tændtes alle fjernsynsskærme over land og by
mens far så TV-A gik mor i køkkenet påny
Der blev serveret kaffe på motiver fra en eng
og børnene sku' ind og hygge før vi sku' i seng

Og udenfor er natten klar og det er efterår
og månen stiger op som den har gjort i mange år

Fødselsveer

(John Bæk 1976)

I et meget meget kort sekund
rammer to partikler min skabelse
et lille energifyldt bundt tager på vej

Ved kødets begær blev jeg skabt
og påtvunget livets første fase
i livet og døden fortabt
for første gang er jeg nu til, men hvad jeg vil
er der ikke nogen der kan sige
for endnu har jeg ingen eksistens
for endnu aner ingen at jeg lever
jeg håber de vil tage den konsekvens
min forhåbentlig forudsagte fremkomst
har krav på

Med øjne der dårligt kan se
hvad der egentlig er at finde
jeg flyder rundt herinde og holdes udenfor
er der nogensinde nogen
der har fået lov til at bestemme
om de ville ud af dette gemme
dette livets forgård

Værn om mit liv, værn imod alle farer
brug blot din din kniv hvis de vil mig ondt
værn mig mod frygt
under din brede vinge har jeg det trygt

Og har du det svært så tænk på lidt af hvert
glem dog alt det onde du har lært
du gir mig en del, og noget af diig selv
og det er måske ikke altid lige godt
at arve din sjæl

Du tænker, tænker:
blir det født i for mange lænker
er det brændt op og spoleret
længe før det er stærkt og tolereret
skal det briste, skal det bæres
og hvordan skal det belæres
kan jeg give det livets mening
måske dødens i forening
kan det gå, kan det gå
viil det alligevel nogensinde forstå
hvorfor jeg ønsked at føde
blandt alle disse døde og forladte
kan jeg tro, kan jeg tro
har jeg tro nok til to
kan jeg elske og ære
mellem alle disse sære forhadte

Min fødsel er næste station
skønt jeg egentlig trives meget godt herinde
jeg må ud af min isolation
jeg må ud og lede efter noget – bare noget
men der vil ikke være nogen der kan sige
om jeg skal lære om det der er foregået
eller bare forhindre verdenskrige

Og føles det svært at bære mig som foster
så glem alle afsavn det koster
jeg lover dig fryd, jeg lover dig glæde
jeg vil give livet lyd når du vil græde
Husk den varme med en barnekrop i arme
og nu er det sket – glem at det måske var uforudset
glem at døden viil prøve at forføre
glem alle mine fejl min svaghed
og alt det onde jeg vil kunne gøre

I et meget, meget langt minut
rammer barnekroppen den beskidte luft
og har jeg endnu ikke fortrudt
er jeg på vej ud i livets sammensatte duft

Før det hele var forbi

(John Bæk 2007)

”Jeg er sikkert sakket bagud, men er alligevel lyk’lig nok”
sagde manden til de fleste der stod ventende i flok.
”Jeg har mere end nok i det jeg har og nok at tage mig til
hvis bare jeg ku’ få lysten til at gøre det jeg vil”.

Men der var ingen større jubel
ingen taktfast klappen i
kun lidt undren over hvordan det ku vær’
og det vared’ kun en brøkdel af et mindre skænderi
om at elske mer end det man ku forvente
– før det hele var forbi.

”Jeg er lykkelig nok, det skal I vide, trimmet og i top”
sagde manden på den anden side mens han vågned op.
Og kvinden brød sin tavshed og tog vandrestøvler på
og hjalp ham lidt på vej da han var færdig og sku’ gå.

Men der var ingen større jubel
ingen taktfast klappen i
kun lidt undren over hvordan det ku vær’
og det vared’ kun en brøkdel af et mindre skænderi
om at elske mer end det man ku forvente
– før det hele var forbi.

Nej der var ingen større jubel da det lissom gik itu
selvom mange syn’s det hele klapped’ lige som det sku’
de ku’ dog os’ godt se problemet men det gav de da fanden i
uh, det vared’ kun en brøkdel af en venten.

”Jeg er måske lidt øm i skroget og benene gør ondt”
sagde manden dumt og grinte fjoget mens han vendte rundt.
Og så tog han turen lidt tilbage for at trappe ned
på angsten og en overdreven hang til kærlighed.

Men der var ingen større jubel
ingen taktfast klappen i
kun lidt undren over hvordan det ku vær’
og det vared’ kun en brøkdel af et mindre skænderi
om at elske mer end det man ku forvente
– før det hele var forbi.

Go' dreng

(John Bæk 1988)

Du' en go' dreng
du er vores dreng
du' en go' dreng
du gør som du plejer
og spør før du drejer dig rundt

Ja du' en dejlig dreng
du blir nok en vinder
du' en dejlig dreng
der aldrig forsvinder

Så hvad med lidt kærlighed
hvad med lidt ærlighed

Du' en go' dreng
du er sommer
og du blir smuk og glad
når vi kommer

Så hvad med lidt kærlighed
hvad med lidt ærlighed

Hvis du tror, hvis du tror på dig selv
så kan du gøre lige hvad du vil

Gør som du plejer
spør før du drejer dig rundt

Så hvad med lidt kærlighed

Grammen

(John Bæk 1998 - Kætter Kvartet, men kun i øvelokalet)

Der ganger en jomfru i lunden så bold
der møder hun ridder den røde
han tager i natten den jomfru med vold
så mangefold blir hendes møde

Grammene raste må

Og jomfruen taler: I gudernes navn
forbandet skal du nu evigt være
for du har gjort mig både laster og skam
det tjener dig ikke til ære

Grammene raste må

Den ridder står sorgfuld med sværdet i hånd
og byder med sandhed at sige:
Ja, jeg har gjort dig både laster og skam
men du har gjort spot på min ære
da jeg bød dig fæste var du hånlig og ram
- og så stødte han sværd....

Grammene raste må

Grå kulisser

(John Bæk 1983 - City Zoo & 4 The One)

Silhuetter på afstand
byer et stykke herfra
Mørke uforståelige trusler
Silhuetter af mennesker
Tre skridt fra livet
Men tit: tre skridt foran

Kulisser på afstand
Men tæt på: vigtige faktorer

Grå kulisser

Silhuetter i mørket
Omrids på en baggrund
Udviskede konturer
Periferiske statister
Mulige konkurrenter
Indskudte paranteser

Kulisser på afstand
Men tæt på: vigtige faktorer

Grå kulisser

Gåsehud

(John Bæk 1986 - 4 The One)

En hed nats atmosfære
hjertebanken i bløde bølger
famlende
en sødlig duft af alting
pirrende og prkkende
åh tag min hånd
så jeg ikke får tid til at tænke mig om

Den smukke virkelighed
de små hår rejser sig og det risler ned
det risler ned af ryggen
kanonslag
nogle gange får man lige hvad man vil have
åh tag min hånd
så jeg ikke får tid til at tænke mig om

Bomberne tikker
der ligger en i hver krog
du kan ikke være sikker
men tampen brænder

Gåsehud
du gir mig gådehud
når jeg ser dig når du rør mig får jeg
gåsehud (det risler ned af ryggen)

Hej Baby

(John Bæk 1989)

Hvor tager vi hen når vi tager herfra
blir vi født i en anden krop
har du tænkt på det – har du noget svar
er vi væk når det holder op
tager vi hjem til Gud
eller bliver vi brændt op af en ild
bliver vi fanget ind når vi farer vild

Nej Baby (du ved jo hvordan det går)
Nej Baby (der er ting vi ikke forstår)
Hej Baby (du ved jo hvordan det går)

Hvor tager vi hen når vi går til ro
når vi lægger os i sengen to og to
tager vi ud af kroppen til et andet land
eller kryber vi ind i en ny forstand
eller er det bare det, at jeg sover nu
for at vågne i morgen lissom du
er det bare det at jeg er lidt træt
så jeg lægger mig der hvor du har grædt

Nej Baby (du ved jo hvordan det går)
Nej Baby (der er ting vi ikke forstår)
Hej Baby (du ved jo hvordan det går)

Det går: dudn du du – dudn dudn du – dudn du du

Hvad skal vi gøre når vi går i krig
er vi virkelig sådan indeni
er det noget vi gør fordi vi ved
at det ikke bare handler om kærlighed
er det noget med magt eller sund fornuft
er det bare dig og mig der har brug for luft
uh hu jeg ligger her og tænker på:
ku' vi ikke snakke sammen
ku' vi ikke snakke sammen og prøve at forstå

Nej Baby (du ved jo hvordan det går)
Nej Baby (der er ting vi ikke forstår)
Hej Baby (du ved jo hvordan det går)

Det går: dudn du du – dudn dudn du – dudn du du

Historien

(John Bæk 1989)

Så gik tiden endnu engang og uret blev sat tilbage
det hele starter forfra så vi ved hvor vi skal hen
den dag vi vented' på blev til sidst en plage
så vi vendte os om og så at vi sku' prøve det igen

Og sådan skal det være
for vi lever i den samme historie
som Adam og Eva og Gud og Fanden
er det så sært at vi nogle gange går fra forstanden
sådan skal det være
når vi lever i den samme historie
hvor vi kan spørge hinanden hvad det er vi vil
og så prøve det hele en gang til

Og så står vi på vejen ad hvilken vi skal gå
vi kigger mod horisonten for at se hvad vi kan få
og vi kan få krig og fred og kærlighed og mange tomme ord
så vi kan jo lisså godt bruge retten til at gøre det vi tror på

Og sådan skal det være
for vi lever i den samme historie
som Hitler og Mussolini
og Første og Anden verdenskrig
sådan skal det være
vi har jo endnu ikke nogen glorie
og vi kan dumme os et par gange
før historien er forbi

Og det er slut nu - men det begynder nok igen
som et ekko i en cirkel kan vi endelig nå derhen
hvor vi hører alt og ser det hele - og mærker hvem vi er
og nu ved vi at historien altid starter lige her

Og sådan skal det være
for vi lever i den samme historie
som Adam og Eva og Gud og Fanden
er det så sært at vi nogle gange går fra forstanden
ja, ja sådan skal det være
og vi lever i den samme historie
som Hitler og Mussolini
og Første og Anden verdenskrig
Sådan skal det være.
Sådan skal det være.

Historien om JA og Nej

(John Bæk 2005)

Han sagde "JA" til at elske og ære
og følte sig lettere sejg
da præsten forkyndte "rette ægtefolk at være"
fordi hun jo heller ik' havde sagt "NEJ"
Og så tog de afsted, let forslået
– og han sagde: "det her, det tegner nu godt"
uden at vide om han havde forstået
alt det skrevne der blev sagt med småt.

Her er historien om Jeppe med glorien
der klipped' sit hår og fik plads
i et band der sku' spille fra Als til Tisvilde
med guitar og trommer og bas
mens Mette blev hjemme og fødte
børn der blev større og fler
og fik underlig lyst til at synge
den dér sang om at ønske sig mer.

Jeppe var glad og tilfreds med at spille
men han tjente jo osse en tår
af det våde og vilde når bandet holdt gilde
– og sådan gik syv, otte år
hvor livet gled trygt og på skinner
og Jeppe for ud og kom hjem
indtil Mette slog bak og tog stolen
og smækkede døren på klem.

Og fuglene fløj og tog fat
(og alle børnene derhjemme)
de voksed' og sled som besat
mens de lærte at synge og danse med mig
og fik digtet en mærk'lig historie om Ja og Nej.

Jeppe gik med, sagde JA, og fik fred
og tog hjem til sin Mette i sort
som nu rejste sig op og sa'e "fand'me" og "stop"
og synes livet var alt, alt for hårdt.
Så Jeppe slog an til en trille
men musikken som sku' vise vej
gik i stå fordi han ik' ku' spille
når Mette for op og sagde NEJ.

Og fuglene fløj og tog fat
(og alle børnene derhjemme)
de voksed' og sled som besat
mens de lærte at synge og danse med mig
og fik digtet en mærk'lig historie om Ja og Nej.

- og det var historien om Jeppe med glorien og Mette og mig.

Hjulene drejer

(John Bæk 1980)

Der var engang stilhed før verden blev skabt
hvortiden stod stille en stjerneløs nat
og glæden og sorgen tog ingen i agt
for glæden og sorgen var end ikke skabt

Og hjulene drejer som hjulene må
for ingen tør lade dem gå helt i stå
og tingene ruller som tingene må
og sætter et spor hvor de næste skal gå

Og solen brød frem bag en lyserød sky
og lyste på jorden som endnu var ny
og varmen gav næring og næring gav liv
til blomster og træer og søernes siv
Og hjulene drejer...

Og fuglene fløj under himmelens blå
mens andre bestemte at løbe og gå
og fiskene svømmed’ i havenes vand
og alt passed’ sammen som alting nu kan
Og hjulene drejer...

Da mennesket kom var der fred over jord
og oppefra hørtes vor heere og mor
”Tag dette i vare og hersk med respekt
lad jorden befolkes af menneskeslægt”
Og hjulene drejer...

Og landene fyldtes med kvinder og mænd
små børn voksed’ op og fik små børn igen
de fleste tilfredse men få ønsked’ magt
og glemte fuldstændig at tage sig i agt
Og hjulene drejer...

Da magten blev flyttet fra mange til få
gik alle de gode ting langsomt i stå
og verden blev ændret af krige og mord
og skælvede under atombombers ord
Og hjulene drejer...

Naturen blev ændret, balancen forsvandt
hvad ingen før troede blev pludselig sandt
og hjulene drejed’ men drejed’ besærk
og verden faldt sammen skønt lavet så stærk

Og hjulene drejed’ som hjulene må
først langsomt, så hurtigt, gik aldrig i stå
og tingene rulled’ som tingene må
og sletted’ de spor hvor de næste sku’ gå

Og så blev der stilhed og tiden forladt
og alting stod stille en stjerneløs nat
og glæden og sorgen tog ingen i agt
for glæden og sorgen var gået tabt.

Og hjulene drejer som hjulene må
for ingen tør lade dem gå helt i stå
og tingene ruller som tingene må
og sætter et spor hvor de næste skal gå

Hvad skal vi så gøre

(John Bæk 1989)

Jeg ku' give dig min hånd
og du ku' give mig en duft af forglem mig ej
vi ku' give hinanden den tid som det tar
vi ku' give hvad vi har
al den lyst og den smerte vi bærer
Men det' jo ikke altid det vi vil

Du ku' give mig din sjæl
og jeg ku' giive dig en stund i mit paradis
vi ku' give hinanden den rå kærlighed
begive os afsted
og kaste den byrde vi bærer
Men det' jo ikke altid det vi vil

Og hvad skal vi så gøre
hvad skal vi så finde på nu
skal vi danse lidt hop-sa-sa ja
eller snakke "how do you do" huh
skal vi gå på valsen
skal vi se om vi kan dele
skal vi diskutere
eller skal vi bare ta' det hele

Jeg ku' give dig min hånd
jeg ku' give dig mit hjerte
Jeg ku' give dig min hånd
jeg ku' give dig min smerte

Uh, der er så meget vi kan gi'
det ville være nemmere
bare at gøre det vi føler indeni
Og jeg kender én der siger
at det det drejer sig om er at ta'
det man allerhelst vil ha'
men det' jo ikke altid det vi ska'
Åh uh åh

Og hvad skal vi så gøre...

Jeg ku' give dig min hånd
jeg ku' give dig mit hjerte
Jeg ku' give dig min hånd
jeg ku' give dig min smerte

Hvad var det nu vi sku

(John Bæk 1989)

Søndag morgen, jeg ligger på tværs
og kigger på væggen bag mit univers.
Er det mon dér at jeg helst ville vær'
hvis jeg ikke bare var nødt til at blive her

Uh hu hu, uh sikken dejlig dag
jeg ku' nu godt få lyst til at slappe af.
Hey, hvad var nu det! det minder mig om noget
Er det det der med at følge den røde tråd

Uh hu hu, hvad var det nu vi sku'
jeg tror jeg har glemt det men det kan vel nås endnu
Ah ha ha, hvad var det mon du sagde
da vi talte om livet og sang tra la la.

Søndag morgen, det ringer til bøn
men det' jo fridag og jeg har hævet min løn.
Så hvorfor sku' jeg knæle ned
når jeg lisså godt kan stole på din kærlighed

Uh hu hu, hvad var det nu.....

Søndag morgen, jeg ligger på tværs
og kigger på væggen bag mit univers.
Er det mon dér at jeg helst ville vær'
hvis jeg ikke bare var nødt til at blive her

Uh hu hu, hvad var det nu.....

Hvis du ser en rose

(John Bæk 1989)

Hvis du ser en rose på din vej igennem byen
og den funkler som en stjerne i et drømmesyn
Og hvis du ser en stjerne der hvor alting drejer rundt
og tiden står stille i et kort sekund
Så tag den med, tag den med dig hjem
Så tag den med for du kan bruge den

Hvis du ser en stilhed i det store himmelrum
hvor dansen danses i mørke lang fra publikum
Så tag den med, tag den med dig hjem
Så tag den med for du kan bruge den

Hvis du ser et mørke i dit eget univers
og mærker rosen spire skønt det kommer lidt på tværs
Så tag det med, tag det med dig hjem
Så tag det med, tag det med igen

Hvis du ser en rose på et ubemærket sted
et sted du kommer når du vandrer uden mål og med
Hvis du ser en rose på din vej igennem byen
og rosen funkler som en stjerne i et drømmesyn
Så tag den med, tag den med dig hjem
Så tag den med for du kan bruge den

Hvis livet var et eventyr

(John Bæk 2004)

Hvis livet var et eventyr og du en prinsesse
så ku' jeg ta' min hvide hingst og lade sværdet hvæsse
til kamp mod heks og troldepak, dragen i din hule
dæmonen og din djævlesnak om alt hvad der ku' ske

Og fór du vild i natten lokket af en mosekone
så ku' jeg vise vej med både lys og lygteånd
Og når du blev holdt fanget af trolden på din trone
så kunne jeg bekæmpe den med sværdet i hånd

Og livet kan jo være både mægtigt og ustyrligt
så virkeligheden bliver til trolddom og magi
Når eventyr bliver sandhed bliver livet eventyrligt
og prinsen får prinsessen og det halve kongerige

Hvis livet var et eventyr hvor trolddom kunne råde
så ku' jeg være frøen eller fisken på din vej
og når du endelig kyssed' eller løste min gåde
så ku' jeg blive forvandlet til Prins Lykkelig i leg

Og livet kan jo være både mægtigt og ustyrligt
så virkeligheden bliver til trolddom og magi
Når eventyr bliver sandhed bliver livet eventyrligt
og prinsen får prinsessen og det halve kongerige

Og når du sover i de hundrede år
som rosen bag tjørnehæk i slottets gård
da vil jeg finde og kysse dig blidt
indtil du vågner...

Og drømme kan blive virkelighed og det er eventyrligt
og alle kan vi også vågne op af drømmen, men
hvis det bliver både lidt for hekset og for syrligt
så kan vi godt få lyst til at sove igen

For livet kan jo være både mægtigt og ustyrligt
når virkeligheden bliver til trolddom og magi
Når eventyr bliver sandhed bliver livet eventyrligt
og prinsen får prinsessen og det halve kongerige

Hvor vandene mødes

(John Bæk 1984 - 4 The One)

Strømmen flyder
som en flod der river alting med
en dråbe i havet
der blir opslugt og hvirvles afsted

På bunden ligger dynger af kuglerunde sten
der ruller uden mål og med
slidt glatte af årtiers kantede færd
til de druknede og fandt fred

Du kan godt forstå min ven
jeg tar dig for at få igen
åh ja, ja
Og du ved sikkert god besked
om hvorfor jeg holder ved
åh tro mig
Jeg ville gerne gå min egen vej
men du keder og forhindrer mig
for vi står dér
hvor vandene mødes
Strømmen river alle med
og griber dem der må afsted

Du kan blive en kugle i en anden mands gevær
du kan blive en byggesten i andres værker
Du kan ende som en simpel soldat
du kan ende i en fremmed mands hær
for du står dér
hvor vandene mødes
Strømmen river alle med
og griber dem der må afsted

Dine drømme om selvstændighed
kan du for min skyld godt glemme
og grave ned
For du er ikke andet end en lus
en snylter i et fremmed hus
åh sig mig
Hvorfor går du altid rundt i ring
du famler altid blindt omkring
for du står dér
hvor vandene mødes
Strømmen river alle med
og griber dem der må afsted

Hånd i hånd

(John Bæk 1984)

Alting snører sig sammen truer med at kvæle
fornuft sammenbrud, ingenting at tro på
Aldrig mere den følelse der brænder og fortærer
for svær at håndtere, for svær at forstå
men udenfor er natten klar
og himlen rummer alle svar
Båndet snærer i et sår
men må ku holde mange år

Hånd i hånd på hver sin vej
mod nye mål der flytter sig
hånd i hånd – honey, hånd i hånd
Danse på den samme scene
men forblive lidt alene
hånd i hånd – honey, hånd i hånd

Afstand i samvær
beslutninger at ta'
en forudbestemt tilfældighed at bruge
og templets søjler bærer sammen templets tag
men står adskilt, hver for sig
Og udenfor er natten klar
men intet rummer alle svar
Båndet snærer i et sår
men må ku' holde mange år

Hånd i hånd på hver sin vej
mod nye mål der flytter sig
hånd i hånd – honey, hånd i hånd
Danse på den samme scene
men forblive lidt alene
hånd i hånd – honey, hånd i hånd

I Danmark er jeg født

(John Bæk 1980)

Når jeg næste gang skal vælge fædrende land
vil jeg selv ku’ vælge hvilket det skal være
jeg vil finde lige det sted der passer mig bedst
hvor himlen har et klart og venligt skær.
For tit og ofte ønsker jeg at flytte hen
hvor solen skinner på enhver
men hver gang jeg vil rejse mærker jeg igen
at kærlighed er muligt her.

I Danmark er jeg født, i Danmark vil jeg bo
for Danmark vil mit hjerte slå
men tit og ofte vil jeg ønske jeg var fri
fra de lænker du gav mig på.

Når jeg næste gang skal gå omkring på denne jord
vil jeg selv ku’ vælge hvor min vej skal gå
jeg vil selv have lov til at vælge far og mor
for hvad de har i sig vil jeg også få.
Skønt dette liv har givet mangen en stund
hvor du har holdt mig lidt for nar
er det her jeg hører til, imellem bælt og sund
iblandt de rødder slægten har.

I Danmark er jeg født...

Når jeg ser et billede fra forældrenes tid
og ser hvor lidt vi har tilbage nu
er det bittert at ku’ se hvor meget flid
de brugte på at gå og slå itu.
Mit land er ikke stedet hvor det bedste gror
mit land er ingen Edens Have
her er jeg vokset op, jeg kender denne jord
for mig er den en prægtig gave.

I Danmark er jeg født...

I det høje

(John Bæk 2006)

Historien fortæller os om Jesus der gik ud
og sagde han var et menneske men også søn af Gud.
Han fandt sin død på korset og han havde som motiv
at alle andre mennesker ku’ få et evigt liv i det høje

Du sagde det gav mening lissom rebet om din fod
det føltes som en sikring og gav svar som du forstod.
Selv prøved’ jeg med tanken om at alting står for skud
men vakled’ når du stemte i et Ære Være Gud I Det Høje.

Og sådan fløj vi lisså højt som vingerne ku’ bære
fordi vi turde tro – og fordi vi ikke ku’ la’ være.
Vi talte fred på jorden mens vi trådte i geled
og sang din sang om kærlighed, da bomberne slog ned i det høje.

Og dér stod vi så på Dommens Dag
med fælles håb og hver sit flag
den faldne kriger og den faldne fane.
Med tanken om Utopia – en verden i forfald
til vi atter krøb til korset og fik flaget op på halv i det høje.

Man siger ”højt at flyve, dybt at falde” – og gudve’
om det der faldt til jorden var et rungende ”måske”.
Det kom jo selv fra himlen og sku’ vide fra dengang
at mennesker forguder mer’ end Gud og englesang i det høje.

I've Got A Friend In Moscow

(John Bæk 1989)

I’ve got a friend in Moscow
who knows a girl from Berlin
she’s got a lover in Warszawa
who says it’s a strange world we’re living in

They’ve talked about communism
they’ve talked about common sense
they’ve talked about breaking walls
and burning the fence
They’ve talked about a revolution
they’ve talked about another way
they’ve talked about the constitution of another day

Internationalisme

(John Bæk 1978)

Jeg ved ike hvad jeg skal tro
om den fædrelandske følelse
for der er kommet ord
der får mange unge til at juble
ja de jubler om kap!
Ikke alle ved hvad det er
og ingen ved hvad det er værd
for det har aldrig været brugt før

Ordet vækker begejstring
hvor det end kommer frem
for der er mange der tror
at dette kan hjælpe Moder Jord
Internationalisme
det er da noget man kan tro på
Internationalisme
jeg ville ønske det kunne gå

Nogle si’r at vi svigter vort land
hvis vi ikke hjælper det fremad
de synger en fædrelandssang
og si’r at nu har de det bedre
Internationalisme
det er da noget man kan tro på
Internationalisme
jeg ville ønske det kunne gå

INTERNATIONALISME!

Jamen, jamen, ja

(John Bæk 1989)

Sikke du snakker
og alt det du siger
hvad er det du mener
er der noget som vi ikke gir

Sikke du snakker
hvad er det du vil have os til
er der for mange "ellers tak"er
og for mange dumme skuespil

Hvad er det du siger
ja, vi styrer på må og få
jeg syn's du taler lidt i gåder
og det kan være svært nok at forstå

Jamen, jamen, ja
ikke mere snak om hvad vi ska'
Jamen, jamen, ja
nu gør vi bare det vi ka'

Jeg kan godt forstå en dråbe

(John Bæk 2004)

Jeg kan godt forstå en dråbe når den hænger på en gren
hvor den holder fast og venter på at vinden griber den.
Jeg kan godt forstå en dråbe for den gør jo hvad den kan
den kan snakke blidt og råbe og ta' det som en mand.

Og sådan er dens liv og færden
fra vugge og til grav
fra den fødes i sin verden
og ender i et hav.

På ruden kan den løbe og tegne lidt beklemt
for den laver kun de streger som andre har bestemt.
Om natten kan den falde og få et andet navn
og selvom den er lille kan den sagtens gøre gavn.

Og sådan er dens liv og færden
fra vugge og til grav
fra den fødes i sin verden
og ender i et hav.

Jeg kan godt forstå en dråbe der svømmer i et hav
mens den synker dybt og håber og skaber liv og laver rav.
Ja, jeg kan godt forstå en dråbe - der er så mange der er små
så den samler sig og mødes for at prøve at bestå.

Og sådan er dens liv og færden
fra vugge og til grav
fra den fødes i sin verden
og ender i et hav.

Jeg kan godt forstå en dråbe når den hænger på en gren
hvor den holder fast og venter på at vinden griber den.
Og så kender jeg osse en skabning der er så mærk'lig, for den vil
være mere end en dråbe for at ku' føle den er til.

Og sådan er dens liv og færden
fra vugge og til grav
fra den fødes i sin verden
og ender i et hav.

Jeg tænkte på at gifte mig

(John Bæk 2004)

Jeg tænkte på at gifte mig – ja nu var tiden inde
så jeg rejste mig og gik til den nærmeste by
For jeg havde hørt at der ku’ jeg finde en kvinde
så smuk som prinsessen på den lysrøde sky

Da jeg nåed’ frem var klokken tolv – og alt var tyst og stille
men så pludelig ku’ jeg høre hendes himmelske sang
Det var åh så smukt – ja der var ingen tid at spilde
- men der var alt for langt derop skønt jeg hopped’ og sprang

Sådan er det sådan da

Jeg tænkte på at gifte mig – nu måtte det ku’ ske
så jeg drog ud til havet ad en brolagt allé
For jeg havde hørt at her var der kvinder – hu hej
rigtige kødelige kvinder med former og svaj

Og der stod jeg så på stranden – og nu så jeg dem selv
helt nøgne med kroppe – oh lykke og held
så jeg kasted’ mig i bølgen for at møde min brud
men for hvert tag jeg svømmed’, svømmed’ de længere ud

Sådan er det sådan da

Jeg tænkte ikke mere - nej nu vidste jeg besked
så jeg vendte atter hjem - og lagde mig ned
Jeg var netop faldet hen da det banked’ på mit slot
og der stod hun med det smil som jeg kendte så godt

Hun sagde: Hej mand hej, jeg har fulgt dig på vej
og nu tror jeg at du skal se lidt på mig
Og så tror jeg vi skal ha’ os en kaffetår
hvis du ellers har lært at se dig for

Sådan er det sådan da

Karina

(John Bæk 2005)

Karina, du brænder blidt
og tør den frosne jord
når du sidder og smiler og filer negle
på dit skrivebord.
Du er åbenbar
som musikken i mit øre
du er åh – og så tager vi os en svinger på din balkon
åh åh, Karina, du kan danse i beton.

Karina, jeg blir sikker og blød
når du snakker på linie fem
med en stemme så alle vi andre glemmer
at vi snart skal hjem.
Du er åh så fin
som en blomst i asfaltsprækker
du er åh – og så tager vi os en svinger i dit palads
åh åh, Karina, lad os tage lidt mere plads.

Du kom med lys og skrammer
og ugler i dit hår
der sad og snakked med
når du tog fat – og talte sår
Åh åh Karina, du' så fin at det forslår.

(Instr. vers) Du er åh så fin
som en blomst i asfaltsprækker
du er åh – og så tager vi os en svinger i dit palads
åh åh, Karina, lad os tage lidt mere plads.

Kludder i kulissen

(John Bæk 2006)

Der er kludder i kulissen, i hvorledes og hvordan
for jeg går baglæns når jeg løber lisså hurtigt som jeg kan.
Der er kludder i systemet og det er tiden til en snak
når min guitar hamrer Beatles mens orkestret spiller Bach.

Der er kludder i mit kabel, der er kludder i mit øre
når jeg kobler det du siger med det jeg helst vil høre.
Og der er grunde til at tvivle på klumpen i min hals
når mit plekter danser striptease mens bandet spiller vals.

Der er kludder i mit kabel og jeg går i slidte sabelsko
hvis du mener det du siger og siger det jeg tror.
Er det kludder eller er det mig eller har du bare fået nok
af alt mit sludder når du hel’re vil ha’ rock?

Jeg er ude på et skråplan i den søde aftenstund
for jeg kan stadig blive henrykt og glædes uden grund.
Og så er øjeblikket kommet, det er nu jeg ska’ stop
når min guitar slår på tromme mens orkestret er holdt op.

(Instr. bro)

Ja, der er kludder i kulissen, der er koks i min tabel
når jeg tar dig alt for givet og har glemt at vær’ mig selv.
Men var det kludder eller dig der lod døren stå på klem
så min guitar stadig spiller selvom bandet er gået hjem?

Der er kludder i mit kabel og jeg går i slidte sabelsko
hvis du mener det du siger og siger det jeg tror.
Er det kludder eller er det mig eller har du bare fået nok
af alt mit sludder når du hel’re vil ha’ rock?

Konen fra Skåne

(John Bæk 1998 - Kætter Kvartet)

Der var engang en mand der boede i en spand
og konen var født i Skåne
han gik for at være godt i stand
Er der noget ved det
er der noget ved det
er der noget ved det
eller var det det
Og så en, to, tre og så lad os komme videre
der må være lidt mere ælle-bælle
uhu det’ lige før, det’ tæt på, nu kommer det nok omsider
for der må da være noget at fortælle

Jo, han gik sig en tur hver anden dag
men hvad han gjorde ind imellem det’ en anden sag

Han havde tre sønner og en so
og den kunne ligge i spanden og glo

Og så havde han en datter – og hun var smuk
hun red på en gammel gedebuk

Jo, han havde en kone der var sort som kul
han havde gravet hende op fra et stort sort hul

Kun jeg

(John Bæk 1984 - City Zoo)

Alle andre tænker kun på sig selv
kun jeg tænker på mig

Og inden jeg så at du kom
var jeg ikke til at komme udenom
Og inden du så at jeg gik
var vi lige store hver for sig

Kun jeg tænker
Kun jeg tænker
Kun jeg tænker
på mig

Kørt fast i samme bane

(John Bæk 1978)

Jeg drømmer mange kønne drømme hver dag
og rejser blindt afsted i mine tanker
jeg er altid hjemme
for tænk hvis nogen banker
og ønsker min viden og trøst.

Jeg rejser som sagt meget ud i verden
og allermest hinsides virkelighed
der er ikke det jeg ikke møder på min færden
og jeg er helt min egen
bestemmer selv hvornår jeg vil afsted.

I går var jeg i Afrika i to år
og rejste hele verdensdelen rundt.

Men i dag er fantasien væk
jeg ved jeg hedder John Hansen Bæk
født 8-5-57 og stadig utilfreds
jeg vandrer kun min tankegang
synger af og til min drømmesang
og intet hjælper åbenbart
men forhåbentlig kommer morgendagen snart.

For jeg er kørt fast i samme bane
går for langsomt når jeg endelig går
jeg er træt af denne vane
der er skabt på enogtyve år
jeg mangler fremdriftskraften
mangler meget at få set
jeg er ensom her i aften
og der er endnu intet sket.

Jeg tar afsted i mine tågedrømme
og møder al den fremtid der er til
når blot jeg vil
kan verden lukkes ude
og males i de farver jeg ønsker den skal have.

Og mister jeg en dag inspirationen
og synker dybt i denne hverdags trivialitet
så er der gode stoffer gemt i traditionen
til at møde nye verdner
som jeg aldrig ville få set.

I går var jeg en fugl med brede vinger
der så at mennesker kan virke små
set højt oppe fra.

Men i dag er fantasien væk
jeg ved jeg hedder John Hansen Bæk
født 8-5-57 og stadig utilfreds
jeg vandrer kun min tankegang
synger af og til min drømmesang
og intet hjælper åbenbart
men forhåbentlig kommer morgendagen snart.

For jeg er kørt fast i samme bane
går for langsomt når jeg endelig går
jeg er træt af denne vane
der er skabt på enogtyve år
jeg mangler fremdriftskraften
mangler meget at få set
jeg er ensom her i aften
og der er endnu intet sket.

Lastens hule

(John Bæk 1989)

Jeg står i mørke gader langt inde i det grå
blandt søgende nomader der går på må og få
tankerne er tomme, hjertet er i gabestok
for jeg kender en jeg elsker, men hun gir mig aldrig nok

På vej til Lastens Hule, til det jeg ikke må
og porten lokker lysende og from
de ventende står roligt og venter på en tur
for der er plads nok til alle der vil ind
luk mig ind!

Jeg står i mørke gader langt inde i det grå
og kigger på facader som jeg aldrig vil forstå

På vej til Lastens Hule, til det jeg ikke må
og porten lokker lysende og from
de ventende står roligt og venter på en tur
for der er plads nok til alle der vil ind
luk mig ind!

Står i tomme tanker, famlende og blind
og møder den jeg elsker, hun er selv på vej derind
hun si’r: du behøver ikke sige hvad det er du tænker på
nej, du behøver ikke sige hvad det er jeg skal forstå

For her i Lastens Hule kommer alle mennesker
alle vi der vil have mere end vi får
her er ludere, her er lommetyve
her er alle dem der ved
at de skal gøre det de aldrig gjorde før
hvis de tør

Lidt lykkelig (Fortunas efterår)

(John Bæk 2004)

Hun kaster sin krykke og taster lidt lykkelig
sin genvej til hyggen på et fotografi
som hun kan lande i
smiler og vinker og vrister sig næsten fri – helt alene

Hun løsner et spænde og tænder et skænderi
på ord som hun aldrig fik helt lært at sige
og hun spænder igen lidt lykkelig
ved tanken om endelig at ku' føle sig fri

Og stærene flår i den eneste ene
og det som hun aldrig nåede
hun satser og slår til sin lille Athene
og kaster sig ud med måde

Hun glatter sin pude og pjatter lidt lykkelig
for ræven er ude og når natten er lang
kan det som er lukket blive åbnet endnu en gang
hun slipper og stråler og skråler sin egen sang – lidt alene

Hun haster igen lidt lykkelig
til kanten af skærmen for at gøre sig fri indeni
til alt det der står og venter

Og stærene flår i den eneste ene
og det som hun aldrig nåede
hun satser og slår til sin lille Athene
og kaster sig ud med måde

med lys fra lampetter
mens hun skæmter og fletter og sætter sit hår
til tysmørke nætter
hvor livet slår folder
og Fortuna nu holder sit efterår
Som tiden dog går
når man tager et par år med skeletter
mens hun skæmter og fletter og sætter sit hår
til de lystige nætter
hvor livet slår folder
og Fortuna nu holder sit efterår

Hun haster igen lidt lykkelig
til kanten af skærmen for at vriste sig fri
mens hun føler sig ynkelig

Life Is A Circle

(John Bæk 1991)

Hel-lo, I'm looking for a place to go
And a sign to show me why you throw it all against the wall
Hel-lo, I'm standing her in front of you
don't need to tell me what to do, If you want to do me all

Uh, life is a circle and the circle is life
much more than I understand
It's more than a struggle - it's a woman and man
walking hand in hand
And time goes on foreever
and loving tells me why
the smile and tear together
can lead us into somewhere beyound the 'you' and 'I'

Hel-lo, I'm searching for another way
I see no reasons for to stay, if we stay on tearing apart
All-though, I hear an instant melodi
cause your voice is filling all of me like the beating of the heart

Uh, life is a circle and the circle is life
much more than I understand
It's more than a struggle - it's a woman and man
walking hand in hand
And time goes on foreever
and loving tells me why
the smile and tear together
can lead us into somewhere beyound the 'you' and 'I'

Life Is Worth Living

When I look around – when I turn my head
I see happy people – and people afraid
And when I turn back – what do I see?
I see a lot of people different to me

When I look up – when I look down
I see heaven and hell is on the ground
And then at last when I look inside
I see a lot of me with nothing to hide

And I know this life is worth living
And I know this life is worth giving
And I know this life is worth living
I know, I know, I know

When I look back into history
It’s not as clear as now, but still:
there’s something see
Maybe they felt like we’re feeling now
Course they have seen changes
they have had changes
they have seen changes
Like we’re having changes now

But I know this life is worth living
And I know this life is worth giving
And I know this life is worth living
I know, I know, I know

– and I can cry
I can cry

RAP PART:
There is no life if there is no death
exsistence is like a cosmic breath
when I open my ears I can hear a voice
saying: you’ve got the chance and you’ve got the choice

//: Some people only talk about-bout, talk about
Some people only talk about it ://

There’s another man here
with a shorty-sugar hair
He’s just a fool – and you don’t care
He can cry and he can scream
But still it’s and old romantic dream
And there’s someone here, let me tell you this
There’re nothing but fools
swimming in their own pis
If they don’t get around the positive way
They may kill all dreams at the end of the day

But I know this life is worth living
And I know this life is worth giving
And I know this life is worth living
I know, I know, I know

Ligesom alle de andre

(John Bæk 2005)

Hvis du ser en glødende fyr der skramler lidt
og prøver om han kan styre uden om
og være på når studene lægger til kaj
ja, så ku' det godt være mig

Og hvis du står frysende kold
i natteregn
med glødende forbehold
og møder én der genner dig
ja, så ku' det godt være at det var mig
der skulle den samme vej

Jeg hedder Knud og går ligesom alle de andre
ude og vogter får, for når de nu går og skranter
hey je jo jo ligesom alle de andre – hey je jo jo

Og verden står i gådens tegn
mens vi går rundt og skubber lidt og flytter hegn

Og hvis du tror at alt hvad der sker
er lige til at bruge og navigere
viden om og godt på vej
ja, så ku' du godt være mig

Jeg hedder Knud og går ligesom alle de andre
ude og vogter får, for når de nu går og skranter
hey je jo jo ligesom alle de andre – hey je jo jo

Og hvis du står og tænker dit
og tænker på
hvordan er vi mon kommet så vidt
som så, som her på vejen
hvor vi ku' samles og med vilje
være som en stor familie

Jeg hedder Knud og går ligesom alle de andre
ude og vogter får, for når de nu går og skranter
hey je jo jo – ligesom alle de andre
hey je jo jo – ligesom alle de andre

Følger hvad der sker
og vil så gerne ku' bestemme lidt mer'...

Lulu og mig

(John Bæk 2007, revideret 2010)

Lulu er ude med Dietmar og Drude
der kæmper for menneskeret
de mødes og snakker og blæser til handling
mens jeg rydder op og er træt.
Al den snak om politisk forandring kan blive et pres
når man er rimligt til mode og lyklig og ganske tilfreds.

Og sådan går det - uh
det’ ikke altid sikkert at min Lulu
helt forstår det – uh.

Lulu er endelig hjemme
så nu kan vi glemme og ta os et glas
af livseleksiren der før har givet spirende velværd
og gjort os tilpas.
Men så skal vi diskutere og mene og kloge for to
til lyset flimrer og Lulu blir dunkel og jeg går til ro.

Og sådan går det - uh
det’ ikke altid sikkert at min Lulu
helt forstår det – uh.

Nu råber de nede på vejen
og famler sig fremad i tåge
gad vide hvornår de blir trætte nok af det.
For Lulu jeg er bange når
det tordner lige udenfor
og lynet kan slå ned
så vidt jeg ved.

Lulu er kommet i seng
for at læse aviser fra ugen der gik
om storpolitikker og bomber der tikker
globalt og som ren statestik.
Hele kloden slår ind under dynen som var den til fals
jeg retter min pude og lukker det ude
og kysser min Lulu’s hals.

Og sådan går det - uh
det’ ikke altid sikkert at min Lulu
helt forstår det – uh.

Med gryder på halve blusser

(John Bæk 2006)

Med gryder på halve blusser og skeen i hver sin hånd
står drengene ud og sjusser ad vejen til Babylon.
Når klokken slår over og børnene sover som sten
og porten bli'r lukket og lysene slukket én efter én.

Det syder af pot og pande og piger i hver en havn
der træder i smulte vande og bobler af lyst og savn.
Før grænsen er nået og flået og slået itu
og timen er omme og søvnen kan komme og nås endnu.

Og så er der bål og brand og karuseller
det gynger i sø og på land
og vedkommer alle mand.
Ja så er der bål og brand og nu at det gælder
de slipper og holder stand
og klarer den alle mand.

Med gryder på halve blusser og hjerterne lagt i blød
går drengene ud – og studser når klokken slår liv og død.
Når slaget er vundet og taberne fundet i ly
står håbet tilbage som opkog og lage og morgengry.

Og så er der bål og brand og karuseller
det gynger i sø og på land
og vedkommer alle mand.
Ja så er der bål og brand og nu at det gælder
de slipper og holder stand
og klarer den alle mand.

Med undertekst og speak

(John Bæk 2009)

Jeg har lige hørt at jorden sku gå under
eller var det kun min verden og mig selv?
det’ jo svært at vide alting nu om stunder
når man lever i et flammende farvel.
Og jeg så dig stå dér i klumpen
med bjælder og en skællet tamburin
og gik vidre med en lidt forsigtig humpen
der sku vise at jeg stadigvæk var din.

Men det er koldt derude
smilet er en by i januar
Kong Volmer står og banker på min rude
med undertekst og speak og kommentar.

Vi har grinet og grædt og vi har leget
men ville faktisk meget helre være frie
det ku jo osse bli til alt for lidt og meget
som vi egentlig ikke burde kunne sige.
Jo, alt er stort på denne stormomsuste klippe
hvor selv en sømand går på grund i al slags vejr
han gik planken ud men lærte mig at slippe
når jeg holdt i mer end jeg ku bære.

Men det er koldt derude
smilet er en by i januar
Kong Volmer står og banker på min rude
med undertekst og speak og kommentar.

Det var lige før vi fløj og gik på vandet
fordi vi mente at det sagtens kunne gå
men da filmen rulled baglæns ud i sandet stod det klart
at der er grænser for at flyde ovenpå.
Imens vi sank de sidste dele
i glimtet af total
blev vi måske lidt mere hele.

Men det er koldt derude
smilet er en by i januar.
Kong Volmer står og banker på min rude
med undertekst og speak og kommentar.

Ja det er koldt derude
mens vi prøver på at elske det vi har.
Kong Volmer står på kanten til at tude
som undertekst med speak og kommentar.

Mellem himmel og jord

(John Bæk 1987 - Goodinoff)

Vi ved det godt
men det er ikke sådan til at forklare
vi ved det godt
selvom det ikke er til at forstå
at der er noget iluften
at noget bestemmer
hvad enten vi vil eller ej
for vi vil jo for det meste det samme
men går hver sin vej

Vi ved det godt
det er som om det sker igen og igen
vi ved det godt
selvom det ikke er til at forstå
at der er noget i luften
at noget bestemmer
vi ved at det sker så tit
for vi vil jo for det meste det samme
men går hver til sit

Og vi ender og vender det hele på hovedet
og finder ikke sport
og bestemmer til sidst at det er som det er
der er mere end man tror
MELLEM HIMMEL OG JORD

Det er som om der sidder nogen
og skriver historien før den sker
HIMMEL OG JORD
som om det hele er forbi
når vi endelig er der
MELLEM HIMMEL OG JORD
det er som om de store linier
tegnes af en usynlig hånd
HIMMEL OG JORD
som om det der foregår
er noget ingen mennesker forstår

Mellem himmel og jord
himmel og jord
mellem himmel og jord
der er mere end man tror

Menneske

(John Bæk 1976)

Menneske du er fortabt
udviklet eller skabt
hjernen bliver din undergang
den vil mærke klagesang
lyt til dem der fortæller dig det
det vil ikke hjælpe spor.

De siger vi vil næsten dø
og måske vil isen tø
menneske stå frem og se:
du vil falde, det vil ske
se tilbage og du vil se
det er gået hurtigt op.

Du er nede hvor du begyndte at leve
det kommer pludseligt
og du ved ikke hvordan
det er der bare
og hovedparten af dig vil dø.

Mennesker

(John Bæk 1977)

Mennesker, ser mennesker der har det skidt
et enkelt mareridt varer hele dagen
det er som om alle andre har spist af kagen
for hurtigt – uden at tænke sig om
og med en profyldt vom
er der ingen der gider gøre noget
bare kigge fjoget omkring
og taknemmeligt på sig selv.

Mennesker gi’r mennesker en hjælpsom hånd
men det er som om der mangler noget
der er vist nogen der ikke har forstået
at én hånd er for lidt
men den anden har travlt med hjælpe sig selv

Mennesker ved (at) mennesker er noget for sig
er der ingen der vil hjælpe dig
må du klare dig selv
hvis du vinder må det være held
så er du faktsik sådan helt speciel.

Mens Luna går på café

(John Bæk 2007, revideret 2012)

Det banker på mit vindue
ringer på min dør
væggene er farver
og jeg er lutter ører.
Rummet blir til stjerner
etagen ovenpå
er ikke længre fjernere
end det jeg godt kan nå.

Mens Luna går på café
jeg ved hvad jeg skal gøre
og hvorfor det skal ske.
Luna får sig betalt
men jeg er ik’ alene
så det kan ik’ gå galt.

Det glimter i en sprække
kærlighed gør blind
så langt kan øjet række
så langt kan vi nå ind.
Til stemmen fra det ydre
det dybe klare vand
og dræbe det vi elsker
og elske det vi kan.

Mens Luna går på café...

Jeg elsked’ dig for evigt
elsked’ som det sker
nu vil jeg bare drømme
ikke sove mere.
Strækker mig i tågen
ved hvad det vil sige
og håber jeg er vågen
så du kan holde fri.

Mens Luna går på café...

Min Julia

(John Bæk 2008)

Jeg har vandret i Nevada og soldet i Paris
slukket ild med russisk vodka i namibisk tågedis
fløjet over alle bjerge uden vinger og propel
for at se hvor lidt og meget der er mere end mig selv.

Men det er Julia
der aldrig gik sin vej
det regner og det ved vi:
at der er mer end nok af mig.
Min Julia
med øjne lisså blå
som himlen over alt det
jeg aldrig kunne få.

Jeg har festet og forvaltet, søgt den indre ro
fra et karneval i Rio på en strøgtur i Hobro
rejst den hele halve klode i det meste af min sjæl
med en selvbestaltet guru der ku minde om mig selv.

Men det er Julia
der aldrig gik sin vej
det regner og det ved vi:
at der er mer end nok af mig.
Min Julia
med øjne lisså blå
som himlen over alt det
jeg aldrig kunne få.

Der er masser af milliarder – nok at ta’ sig til
mens vi stræber for og tar det som det kommer hvis vi vil
det kan regne lisså tosset mens vi vinder det vi har
og blegne, for det ved vi, hvis vi endnu ik’ er klar.

Men det er Julia
der aldrig gik sin vej
det regner og det ved vi:
at der er mer end nok af mig.
Min Julia
med øjne lisså blå
som himlen over alt det
jeg aldrig kunne få.

Måne vil du være min ven

(John Bæk 2007)

Måne vil du være min ven?
så tar jeg dig måske tilbage igen
og nulrer dine tæer
og klør dig både her og der.

Måne hvorfor gik du bort?
du lyste som en sol men gik i sort
som om du var bedrøvet
det havde du virklig ik’ behøvet.

Det er som om du prøver
at krybe udenom
det er som om du bare la’r stå til.
Men jeg er godt forvirret
så måne tag og kom
og tag dig sammen, sig mig hvad du vil.

Måne du er fuld i nat
du slingrer og kan ikke holde fat
i det du sagde du ville
men der er ingen tid at spilde.

Måne vil du være min ven?
så tar jeg dig måske tilbage igen
og smører din ostemad
hvis det er det der gør dig glad.

Det er som om du prøver
at krybe udenom
det er som du bare la’r stå til.
Men jeg er godt forvirret
så måne tag og kom
og tag dig sammen, sig mig hvad du vil.

Natten ligger klar

(John Bæk 1977)

Støvregn i græs efter tolv
i mørket ligger tågen bitter og kold
en tanke for tung og til besvær
fordriver mine tanker og mit værd

Hvor finder jeg et svar
natten ligger klar med al sin tryghedstaleri
hvor finder jeg et sted
jorden drejer rundt
og tanker kan slå hårdt

Afsavn og tyst ubehag
i natten forberedes endnu en dag
den virker lidt sort
men må fordampe
når døgnets ubelysning tvinges bort

Oppe på bordet er flaskerne tømt
og luften fortættet af røgens slør
og verden jeg lige har glemt og fordømt
betrædes af foden hvor skoen rører

Tiden består endnu en gang
og virker måske kedsom og endeløs lang
en sansende krop i sundhedstøj
er af og til for lav
og af og til for høj

Naturskønhed

(John Bæk 1977)

Naturskønhed
udtrykt ved træernes blide bølgen
ved vindens varme pust
Under træernes grøntduftende loft
går jeg gennem en skønhed
hvis eksistens er ubekendt

Naturskønhed
udtrykt ved planters berusende dufte
ved solskinsrige pletter
Som en kvinde ligger de for at blive nydt
der er bare for få der ser dem
for få der ikke bliver snydt

Nedhængende blade
træstubbenes silhouet
ting der ikke kan hade
ting der lyser op
Søen kalder på dig
blomster længes
naturen vil vise sig for dig
lede dig derhen
lede dig til...

Naturskønhed
udtrykt ved fuglenes kække kvidren
måske holder de op
Under himlens halvkugleformede hvælv
ser jeg skønheden falme
i højtstræbende bygningskonstruktion

Nede midt i Afrika

(John Bæk 1979 - Folkband m. Bente og Kryger & Vestbirk Højskole)

Har du hørt en mand er død – har du hørt en mand er død
har du hørt en mand er død nede midt i Afrika ?
Ja, jeg ved godt at de dør af de våben som de har
men jeg kan jo intet gøre det er alt for langt herfra
Nej vi kan jo intet gøre, vi kan intet gøre
nej vi kan jo intet gøre, det er alt for langt herfra

Ved du hvorfor han er død – ved du hvorfor han er død
ved du hvorfor han er død nede midt i Afrika ?
Jeg ved intet om hans liv og jeg ved intet om hans død
og hvad rager det da mig det var ikke mig der skød
Nej hvad rager det da os, hvad rager det os
nej hvad rager det da os, det var ikke os der skød

Har du hørt at der er krig – har du hørt at der er krig
har du hørt at der er krig nede midt i Afrika ?
Ja, jeg ved godt de har krig med de våben som de får
men jeg tar det ikke nær der er roligt hvor jeg går
Nej vi tar det ikke nær, vi tar det ikke nær
nej vi tar det ikke nær der er roligt hvor vi går

Ved du hvorfor de har krig med de våben som de får
fra en anset industri der kan vokse år for år
Ja, det er skønt med solskinsvejr, og der er godt i Danevang
det er godt vi lever her, lad os bryde ud i sang
Trala lala lej

Nu skal vi på helle

(John Bæk 1996 - Kætter Kvartet)

Nu skal vi på helle – nu skal vi på tur
vi skal ud og fjelde uden hat og ur
Vi har pakket sækken, den er fuld af nam
det er til vor herre hvis vi møder ham

Hvis du tar din cykel tar jeg mine ben
de kan sagtens bære over stok og sten
Hvis du tar en løber tar jeg mig en gå
og en enkelt flyver uden støvler på

Nu skal vi på helle – nu skal vi på tur
vi skal ud og fjelde uden hat og ur
Vi skal op på toppen – det er synd for Jørn
han sku' blive hjemme for at lave børn

Det er synd for Jørn, det er synd for Jørn
han sku' blive hjemme for at lave børn

Når havet kysser dit øje

(John Bæk 1989)

Det er godt vejr når skyerne gir regn
det er godt vejr når støvet vaskes af
Det er godt at få vasket de sidste tårer bort
det er godt at få vasket de sidste tårer bort
Mmm det er godt...
Når havet kysser dit øje
og vinden hvisker dit navn
til sig selv

Det er godt vejr når lynet slår ned
det er godt vejr, det er tordenvejr
Det er godt at blive blændet
af det man ikke forstår
det er godt at blive blændet
så man lærer at se sig for
Mmm det er godt...
Når havet kysser dit øje
og vinden hvisker dit navn
til sig selv

Når vi kommer hjem til mor

(John Bæk 1994 - Kætter Kvartet)

Når vi kommer hjem til mor
så skal vi have kaffe
wienerbrød med bremsespor
det ka' mutter skaffe

Jeg skal have min kæreste med
hun skal præsenteres
og når mutter siger: næh, næh
- så skal hun kasseres

Sådan er det her hos mig
Sådan er det da her hos mig
Sådan er det her hos mig
at mutter hun ka' sige: nej, nej

Når vi kommer hjem til mor
så skal vi have gilde
suppe, steg og jordbærgrød
som vi ik' må spilde

Vi skal danse gammeldags
sammen med fru Møller
og når mutter holder bal
så skal vi ha' øller

[Et chassé og gå og gå og tilbaws igen
polka rundt, polka rundt med din lille ven]

Sådan er det her hos mig
Sådan er det da her hos mig
Sådan er det her hos mig
at mutter hun ka' sige: nej, nej

Profeten

(John Bæk 1984 - 4 The One)

Profeten og den vise mand
gik videre for at bringe ny forstand
dronningen så dem godt – dronningen så dem godt
dronningen så dem men var stum af skræk

Profeten og den vise mand
gik videre for at bringe ny forstand
trællene så dem godt –trællene så dem godt
trællene så dem før de selv forsvandt

Og byer forskansed' sig bag hjerter af sten
lukkede ingen fremmed ind
og kongen skreg: dette er kun en simpel leg
der findes ingenting der så let kan true mig

De vandrede afsted påny
i jagten på en ørken uden ly
sandet og stjernerne – sandet og stjernerne
sandet og stjernerne gav tusind svar

Profeten og den vise mand
fandt hvilesteder på det dybe vand
Ingen har set dem dér – Ingen har set dem dér
Ingen har set dem siden de forsvandt

Og byer forskansed' sig på kongens bud
lukkede ingen fremmed ud
og folket skreg: dette er kun en simpel leg
der findes ingenting der så let kan true dig

Og inde bag ved murene gik tankerne i stå
de ord der taltes mellem folk blev fattige og få
de fleste ku' godt mærke en forandring overalt
for der opstod tomme huller hvor intet blev fortalt

Og kongen blev så mægtig, så stor som aldrig før
han rejste sig i pomt og pragt og hersked med lov og magt
de fleste ku' godt mærke en ændring for hver dag
men vidste ikke helt hvorfor de følte ubehag

Kongen kasted' en skygge så stor
at marken blev forvandlet til mørklagt jord
Kongen kasted' en skygge så stor
at markens frugtbarhed blev forvandlet til jord

Profetens sang om kærlighed

(John Bæk 1980)

Når kærligheden kalder og vil følge jer på vej
skønt vejen virker stenet og sindet siger nej
tag den da i hånden, lad den sive langsomt ind
trække noget ud af noget der var seende men blind
og skulle I end såre af det sværd den bærer gemt
må I aldrig drage bort forfulgt af angsten.

For den samler jer på marken
og vasker huden hvid
og overlader gerne sin smidighed
besjæler jeres kroppe
gir sanserne fornft
og stjæler kun af frihed fra den tomme luft.

Når kærligheden taler så tro den om I tør
skønt stemmen sønderriver alt det I tror I bør
ligesom den hæver højder og øger jeres vækst
skal den sørge for beskæring
og ruske jeres klamrende fæste i dybet
gi’ jer del i livets hjerte
kendskab til den alt for store følsomheds smerte.

For den samler jer...

Men dersom I af angs søger kærlighedens fred
og søger al dens glæde uden at tage sorgen med
er det bedre at I dækker jeres falske nøgenhed
og begir jer til en verden af uomskiftelighed
le – men ikke al dens latter
I en dag vil se forsømt
græd – men ikke alle tårer vil falde ømt.

For den samler jer...

På en hylde

(John Bæk 1983 - Frustrat)

Du sidder der et sted indeni og fylder
skønt du egentlig er død og temmelig fjern
og du varmer under huden og fortryller

Du sidder der et sted som en historieskriver
der fik lov til at digte sin historie selv
og du skrev på hjertevæggen med en kunstners iver

Du sidder som en tid der skal huskes nøje
fordi lysten til at glemme egentlig er et savn
Du sidder der et sted som i en brist i hinden
og forhindrer at den lukker sig endnu engang

Du sidder der et sted som en forkastet løsning
på problemer der sprængte og sønderrev
og vi samlede stumperne og satte os på hver sin stol
på hver sit bjerg
der måske en dag
kan flyttes

På en hylde
på en stejl, stejl bjergvæg.

På vej til næste scene

(John Bæk 1986 - 4 The One)

På vej til næste scene – til næste stoppested
et blik tilbage siger at forfølgerne er med
Et nyt stillads skal bygges af rester fra i går
de nye replikker skrives om så ingen misforstår

På vej til næste scene, et nyt balanceakt
den nye line er spændt ud og gynger i takt
Toner fra musikken summer stadig indeni
de dukker hele tiden op som hvisken og skrig

På vej til næste scene – den næste karrusel
spejlet drejer rundt så ingen når at se sig selv
Statisterne fra sidste gang har hovedroller her
hvor instruktøren er en drøm som ingen rigtigt ser

De rige og de smukke
de fattige og grå
det store verdensdrama
og de mindre for de små
Gøgleren den vise
profeterne fra øst
en vovet linedanser
på vej fra kyst til kyst
Prinsen på den hvide hest
prinsessen i sit bur
Kongen og hans følge
en dronnings troubadour
De stærke mænd på toppen
den naive og hans fred
Alverden sære væsener
tar med til næste scene
til næste stoppested

Rejsen

(John Bæk 1977)

Jeg tager afsted
derud mod det ukendte
jeg venter alt – og håber

Et øjebliks vished
sekunders halve tro
et håb om lykkefremtid
en chance to og to

Jeg er på vej
og rejsen
ja rejsen bliver mit mit liv
og jeg vil gøre alt
for første gang er jeg nu glad
og jeg er sikker nu
men hvad?

Jeg stopper op
en bakketop
mit første mål
jeg må derop
og styrter frem
og når det halvt
jeg må give op
som jeg blev fortalt

Jeg rejser væk
væk fra jeres verden
imod mig selv
en lille medgangsbølge
sendte mig afsted
den kom fra det kolde nord
forvandledes og blev min bror
på rejsen

Ret til underskud

(John Bæk 2006)

Jeg løber i regnen
og slukker sol
til jeg segner og når og blir ét
med min sultne lænestol
som griber og flår mine lemmer
og strutter af begær
mens dagene går og jeg begynder
at bli' bange for at vær'.

Det banker og det gløder
trænger ind og tørrer ud
og jeg vogter og forsvarer
min ret til underskud.
Det blir mørkt og varmt og stille
hjertet sænker sit gevær
og jeg kravler ud til kanten
og træder alt for nær.

Jeg gør som jeg plejer
jeg lader og slår til
med min angst, min tro, min verden
mit liv som mellemspil.
Det er skåret og mejslet og bundet
i hver fiber i min krop
til jeg selv en dag erkender
om det skal ud og pakkes op.

Det banker og det gløder
trænger ind og tørrer ud
og jeg vogter og forsvarer
min ret til underskud.
Det blir mørkt og varmt og stille
hjertet sænker sit gevær
og jeg kravler ud til kanten
og træder alt for nær.

Rose om natten

(John Bæk 2004)

Rose om natten og måne på et hav
der synker og smelter på hver vugge og grav.
Og vi der står derude skal leve eller dø
i glimtet når du spreder dine røde rosenfrø.
Så kom, lad det sitre, lad verden gå sin gang
mens luften vibrerer og fortættes i din sang.

Og så er der to som bruser fra det dybe i det høje
bygger en bro som knuser og skynder til at gro.

Rose om natten og månens åndedrag
der træder så varsomt på bølgen i mit hav.
Og mens du åbner slusen med blomster til min favn
slår færgen smut og lander i en mere sikker havn.

Og så er der to som bruser fra det dybe i det høje
bygger en bro som knuser og skynder til at gro.

Som rose om natten og måne på et hav
der glimter og glatter de forvredne selvbedrag...

Rosedans

(John Bæk 1977)

Dans min ven
din dans på roser vil slå hårdt igen
dans mn ven
men spørg dig selv hvor du danser hen
dans er leg
og det er sært at sige nej du er for fej
og det er alt for farligt for dig.

Dans med frygt
du har sikkert ikke andet at lave
sov kun trygt
i tanken ligger paradisets have
langt, langt væk
du er langt, langt væk
før du ser dig om
er du langt, langt væk
rummer du mer end du viser
giv mig lidt mer
før du støder på grund og forliser.

Dans dig flot
og glem at problemerne vil komme
har det godt
for cellerne i hjernen ligger øde og tomme
langt, langt væk
du er langt, langt væk
før du ser dig om
er du langt, langt væk
det er sundt nok at danse ind imellem
men du kan få for meget
og få fordrejet den sande virkelighed.

Dans til sidst
når dødens arme stopper karrieren
du er forlist
uforberedt uden chance for at klare barrieren
langt, langt væk
du er langt, langt væk
før du ser dig om
er du langt, langt væk

Rosie

(John Bæk 1976)

Rosie, the bird, rows her boat
she never flies 'cause all the guys seduces her – and now
Rosie, the bird, lives alone
waiting for the pressious lord above

Who started Rosie's dream
rowing in the stream
to find a way of happiness
Who started Rosie's dream
rowing in the stream
to find a way of love

Rosie come back cried her friends long ago
Rosie it's a pitty you don't understand
Rosie we'll love, but you'll never know
we hate you for your good mind and humanity

Rosie goes on living for the sun
she breathe and smile and laughs a while
’cause now she's the one
who knows where to go
to row and to show
(that) the world is still a beautiful world

Who started Rosie's dream
rowing in the stream
to find a way of happiness
Who started Rosie's dream
rowing in the stream
to find a way of love

Running Away

(John Bæk 1992)

Living in a world of fantasy
you can choose anything that you want to see
climbing mountains and climbing trees
crossing oceans and crossing seas.

Diving into action to see how much you stand
allways looking foreward like a western man
praying for the good times, forgetting the bad
I never got it bad.

Papa never told me what to do
mama always scared me so
brother made me sick and my sister’s too young
so I had to go.

I keep on running away
I keep on running away
and if you wanna tell which way to go
I keep running away
I keep on running away
I keep on running away
isn’t there anyone out there to show
that I could possibly stay.

Living in a world of charity
you can get what you want if you find the key
cause an open door is an empty space
you can walk right into an open face.

Searching for friendship and calling for love
looking for the answers from high above
where are all the happiness that every man hunt
uh, it’s right in front.

Papa never told me what to do
mama always scared me so
brother made me sick and my sister’s too young
so I had to go.

I keep on runing away...

Sandheden

(John Bæk 1977)

Domedagsventen de sidste grå år
før jorden får skiftet sin ham
du vandrer i tryghed og ved hvor du står
som et af de udvalgte lam
med Vågn Op og Vagttårn og nedtrykt begær
udstødt af verden og verdens besvær
og gud er så mægtig, han gir dig et svar
uendelig ærlig og rar

Dit budskab er enkelt men få kan forstå
når du opildnet tilskynder alle
du har fundet den sandhed hvor alt vil bestå
du må ud og forkynde og kalde
med døden som redskab og gråden som ven
kan du ringe på døren, blive afvist igen
der er intet at frygte når blot man er to
og I er mange og stærke og stærke i tro

Livets forsikring er tabene værd
der er nok at se frem til og håbe
der er mange iblandt os
og staklen især
ku’ have godt af din kærlighedskåbe
men vi som fortaber vort fristelsesliv
forbruger vor tid til lidt tomt tidsfordriv
kunne lære en del af den samvær og tro
vi fordømmer med dræbende knusende ro

O.K. ateister og kæmpende kvinder
den afdøde Mao med ligeså afdøde minder
nazister og fromme og dem der ved bedre
der er sikkert mange folk I hellere vil hædre
men mangler vi noget i verden i dag
er det troen på livet og menneskets sag
kan du finde din lykke med forsvarsteknik
så gør det, begrav dig i løgn og mystik

Jeg tror på livet og menneskets sag
men kæmper under forskellige flag
også jeres, bevares – det lyder da godt
men min idealisme forskånes
for afsky og spot

Schottish

(John Bæk 1994 - Kætter Kvartet)

Der var engang en sømand
hen til alkoven og til havs igen
Han fandt sig en kælling
hen til alkoven og til havs igen

Så gik de til kirke
lige fra alkoven og tilbaws igen
Og så var der gilde
op i alkoven og til havs igen

Og så sku' de danse
hen til alkoven og til havs igen

Han sagde: Skal vi danse?
hen til alkoven og til havs igen
Skal vi danse en schottish?
hen til alkoven og til havs igen

Og hun sagde: ja ja ja
Og de dansed' rundt og rundt
og-rundt-og-rundt-og-rundt-og...

Sejler efter guld

(John Bæk 1998 - Kætter Kvartet)

Der står en gammel gubbe på dæk
han spejder ind mod land
(Hei je je - han spejder ind mod land)
Med skæg så hvidt som bølgens skum
og øjne så klare som vand
(Hei je je - og øjne så klare som vand)

Stormen rusker havet op
og bølgerne slår ind
(Hei je je - og bølgerne slår ind)
Og regnen og blæsten og skibet der si'r:
Hold op din drillepind
(Hei je je - og bølgerne slår ind)

Hei je je - vi sejler efter guld

Det lysner fra det kolde nord
oh, hør trompeter gjalde
med englesang og himmelkor
fra alle verden skjalde
Og livet er det pure guld
så tæt på evigheden
Åh, det er såre smukt fra neden

Men havet tager hvad det vil ha'
og skibet det går ned
(Hei je je - og skibet det går ned)
og gubben tager sin sidste slurk
og så tager han afsted
(Hei je je - og så tager han afsted)

Snip snap snude
og så er den historie ude

Hei je je - vi sejler efter guld

Selvtillid

(John Bæk 1978)

Jeg er varm, jeg er blid
jeg er yderst velbehagelig når jeg giver mig tid
jeg er god, jeg er fyldt med sjæl
jeg kan yde andre noget når jeg er mig selv.
Jeg er ung set i forhold til de gamle
jeg er klog og fyldt med al den viden man kan samle.
Jeg er sikker på mig selv – virker altid ubesværet
jeg er vidt berejst – forhøres om hvor jeg har været
jeg er følsom af natur – virker positiv på verden
jeg er født som en filur – altid på farten og færden.
Jeg er god når du er ond og jeg er bedre end de fleste
jeg er opfyldt af mig selv men jeg giver dig det meste
– og jeg lyver for mig selv når jeg mærker jeg behøver
at forstærke selvtilliden som du af og til berøver.

Jeg er kold, jeg er hård
jeg er yderst ubehagelig når jeg intet når
jeg er ond og jeg er fyldt af had
jeg kan tage fra de andre for at blive glad.
Jeg er gammel set i forhold til de unge
jeg er dum og bruger ubevidst min alt for skarpe tunge
Jeg er intet helt alene – jeg er altid ubestemt
jeg har intet andet nået end at blive indeklemt.
Jeg er gal i tankegangen – virker negativ på alle
jeg er en af dem der altid vil forblive at forfalde.
Jeg er ond når du er god og jeg er være end de fleste
vi kan prøve på at del, men jeg skal nok tage det hele
– og jeg lyver for mig selv når jeg mister selvrespekten
jeg har mange egenskaber der kan veje tungt på vægten.

Jeg er her, jeg er nu
Jeg er én af dem der af og til kan blive jaloux
jeg er svag, men også fyldt med mod
jeg kan se at jeg har stået på det sted jeg stod.
Jeg er netop i den alder hvor man holder fest
jeg er lige præcis så klog at andre ved det bedst
jeg er lidt af hvert – en ret så gyldig samenhæng
og jeg lever livet farligt i min drømmeseng.
Jeg er ensom i min søgen men kan mærke der er mange
jeg er glad for alle timer skønt de af og til er lange.
Jeg fik livet ved min fødsel som en prægtig fødselsgave
der er meget jeg kan gøre, der er meget jeg kan lave
– men jeg lyver for mig selv når jeg mærker jeg behøver
at forstærke selvtilliden som du af og til berøver.

Sidste dag i skolen

(John Bæk 2007)

Sidste dag i skolen
det var sommer, det var solskin i det fjerne
og ik’ så meget mere at forstå.
Ja sådan var det
vi var tvunget, men vi ville osse gerne
for der var stadig meget vi sku nå.

Og når det nu sku være
så fik vi osse smøget den i smug
de voksne hed Fru Classen og Hr Lærer
gad vide om de hedder det endnu?

Sidste dag i skolen
ikke mere terperi og krydsforhøren
og ikke mere tyskergrammatik
vi stod tilbage
flyttet frem og gennet ud ad hoveddøren
og tøved’ kun et øjeblik.

Og når det nu sku være
så fik vi osse smøget den i smug
de voksne hed Fru Classen og Hr Lærer
gad vide om de hedder det endnu?

John Joker rejste væk til andre lande
og Jackson læste junkie for en tid
Hans Christian fik sin mast og sin Susanne
og alle gik i lære som hybrid.
Og der var ikke flere små geledder
og ingen holden hånd på ekskursion
alligevel sås vi senere marchere
vi må for faen have lært det af nogen!

Og når det skulle være
så ku vi osse snart ku’ tages i brug
men der var osse meget vi sku lære
for der var meget som vi ikke ku.

Og når det nu sku være
så fik vi osse smøget den i smug
de voksne hed Fru Classen og Hr Lærer
gad vide om de hedder det endnu?

Små partikler

(John Bæk 1984 - City Zoo & 4 The One)

Der er nogen der går i lige linie
og nogen der går rundt i ring
og alle går forskelligt
alt efter hvordan tiden går
Der er nogen der går så langsomt
at de næsten ikke flytter sig
og nogen går så hurtigt
at de må løbe for at finde vej

Der er nogen der går hver sin vej
og nogen der følger efter
og nogen stopper op
for at spare deres kræfter
Der er nogen der altid løber
panden mod en mur
de sætter sig og venter
på at få en ekstra tur

Der er egentlig mange små partikler
der svæver rundt på må og få

Nogle kommer
nogle kommer ikke
nogle kommer ikke særlig højt op

Som en film

(John Bæk 1988)

Uh, det’ som en film dér hvor tågen letter
og rummet lisså stille bliver mere klart
månen trænger ind fra de lyse nætter
og stjernerne tager hjem fra deres himmelfart.

Og så blir det aldrig mere lissom før.

Uh, det’ som en drøm, det er lissom at sove
og alligevel er det meget mere virkelighed
ja, kærligheden har sine egne love
den lærer os om alt det vi ikke ved.
Den har masser af god tid
vi kan gå den i møde hvis det er det vi vil.
hvis vi kan finde på noget at bruge den til.

Og så blir det aldrig mere lissom før.

Uh, det’ som en film hvor de alle er nøgne
med mennesker i blandinger af krop og sjæl
pludselig ser jeg ind i disse dybe øjne
og husker hvad det var jeg ville med mig selv.
Jeg vil have god tid
jeg vil have masser af god tid lige nu.

Og så blir det aldrig mere lissom før.

Så går det op og ned og rundt
så går det op og ned og det
så går det op og ned på et sekund.

Sommer i september

(John Bæk 2007)

Det’ sommer i september på den fede måde
med øl og snaps og sild
vi synger do you remember og er blevet til noget
af det vi gerne ville.
Det er sommer i september sådn sidst på dagen
sikke en sommer vi ku få
og når vi tar den sidste del af kagen
er der ikke mer at gemme på.

Det’ som tiden går
vi er alligevel ik’ i live
om hundrede år
som et mellemspil
der kan trækkes fra tabellen
mens vi lægger til.

Det’ sommer i september med leverpostej
og fiskefilet med det gul’
jow, jyden er munter og vi er stærke og seje
til at lege gemmeleg og skjul.
Det’ sidste dag i sommer, sidste nødudkald
før de lukker for det varme vand
mens vi prøver at flyde i det frie fald
er der ikke det vi ikke kan.

Det’ som tiden går
vi er alligevel ik’ i live
om hundrede år
som et mellemspil
der kan trækkes fra tabellen
mens vi lægger til.

Der er sul og sammenrend
folk der bukker for hinanden og holder stand
der er lun luft og englekor
når fårene blir bænket ved det kolde bord.

Det’ sommer i den mørkeste vinter vi får
ifølge dagens vejrprofet
han sparker røv og strutter af efterår
lidt for tjekket forberedt.
For der er ingen trøst, ingen kære mor
ingen rose og viol
på kanten af det kolde bord
når vi tar den sidste sommersol.

Det’ som tiden går
vi er alligevel ik’ i live
om hundrede år
som et mellemspil
der kan trækkes fra tabellen
mens vi lægger til.

Der er sul og sammenrend
folk der bukker for hinanden og holder stand
der er lun luft og englekor
når fårene blir bænket ved det kolde bord.

Sommerfuglen

(John Bæk 2004)

I den vide sommernat hvor bølgerne kan rense
har sommerfuglen efterladt kokonen i sit bo
Den kan ikke længre være verden og en grænse
der sidder i nyfigne træer og venter på at gro
Åh ja ja ja, som verden og en grænse
der sidder i nyfigne træer og venter på at gro

Sommerfuglen flyver ud som sommer og som fugle
kan minde om de stjerneskud en nat ved sønderstrand
Hvor havet var en farbar vej og sandet var en hule
hvor søvnen kunne lægge sig og skylle op mod land
Åh ja ja ja, hvor sandet var en hule
og søvnen kunne lægge sig og skylle op mod land

Sommerfuglen var engang en larve og en puppe
den voksed' op og gik og hang og gjorde hvad den sku'
Den har måske kedet sig alene i sin vugge
til gengæld blev den flyveklar – og sådan er den nu
Åh ja ja ja, helt alene i sin vugge
men så blev den flyveklar og sådan er den nu
Åh ja ja, Åh ja ja,
Åh ja ja ja, den flyver som den sku'

Sommersol i Lillelund

(John Bæk 2006)

Det lugter lidt af lykke og slyngvenindesnak
og badedyr i flok på Vesterbro
når drenge fra Bikini og piger uden top
går rundt i bare tæer og gummisko.
Det lugter lidt af lykke og lidt af dig og mig
når som’ren springer ud fra 5. sal
en søndag morgen midt i maj.

Det lugter rent fortroligt af sol og sammenhold
og babybørn i sikker sommerble.
De slubrer vitaminer og bli’r sat i parasol
når hedebølgen rammer kl. 3.
Så vågner lille Lillelund og blir til Lykkeland
med højen loft og polkasnak
og kærlighed til hav og kildevand.

Uh, så tag med mig
til sommersol og flade fisk i leg
til morgenstund og guld i mund
og sommersol i Lillelund.

Så ta’r vi os en sommer med alt hvad den kan ta’
af samme sol og samme skrig og skrål
som da fiskerne på molen fik alt hvad de vi’ ha’
af flyvefisk og lange, glatte ål.

Ja, tiden står i Lillelund
på fælleskab og sommerblund
og gåsegang med sol og is og vand.
Vi sutter vitaminer og kryber til en kold
når hedebølgen skyller over land.

Uh, så tag med mig
til sommersol og flade fisk i leg
til morgenstund og guld i mund
og sommersol i Lillelund.

Sorg og glæde

(John Bæk 1980 - folkband med Bente og Kryger)

Det er svært at forstå at et hjerte så stærkt skal gå itu
det er svært at se verden stor når man føles lille nu
det er svært at se en mening og svært at se et mål
det er let at slippe og kaste sig ned i flammens bål.

Det lysner igennem de mørkeste tankers fine spind
det lysner over de vante dales tunge sind
det er en solens gave og livets frodighed
det er selve det at se frem til en dag i kærlighed.

Vi må tåle en del af de snærende ord
der rammer rammer hårdt
vi må modtage meget og suge det ind med sviens tort
vi må tale mange tunger skønt talen virker fjern
og dybt i hjertet stikker en torn af rosens værn.

Det lysner...

Det kan mærkes i kroppens indre varme sindelag
blodet koger i angsfyldte bølger af dødens ubehag
gennem tiden prøves kræfter med sorgens styrkespil
det er tid at gå midt i følelsen af at være til.

Det lysner...

Sort og Hvid

(John Bæk 2004)

Goddag god dag, nu er det tid
til rummet mellem sort og hvid,
som kan bestå blot af den streg,
der tegnes mellem dig og mig.
Jeg genner og end'vender det.
Forklarer og bekender det
med lignelse og metafor.
Som perler på en tørresnor
men virkeligheden er for stor.

Ak ja, ak ja, nu er det tid
til tiden mellem tidsfordriv
- si'r jeg, og tænker: hva' beha'r,
hvad adskiller spørgsmål og svar ?
Og hvorfor er der ingen splid
imellem sort, imellem hvid ?
hvorfor bli'r himlen altid blå,
når små poeter kigger på
er det alt hvad jeg kan forstå ?

Og det ka' da godt være at det ikke er sandt
men så ku det jo være at det blev det
– det handler bare om at ku se det.

Goddag god dag, nu er det tid
til handling mellem sort og hvid,
som kan gi' mange farver
og mangfoldighed, ja gudskelov.
Og hvis du får et ærligt svar
så husk: man ved jo hvad man har
for tænk hvad vi sku' gennemgå,
hvis sort og hvid blev rød og blå,
så fik vi nok at tænke på !

Og der skal også være tid
til virkeligheden "sort og hvid"
"At skelne er nu min natur",
sagde ordet OG, da det var mur.
En forskel skaber altid 2,
lidt orden og en tankebro
der, hvis den får tilpas med rum,
kan samle dele til en sum
og spilles for et publikum

Og det ka da godt være at det ikke er sandt
men så ku det jo være at det blev det
– det handler bare om at ku se det.

Stemmer

(John Bæk 1977)

Stemmer – jeg hører stemmer
midt i krigslarm og død og hvirvlet op
imellem sønderskudte lemmer
Der er alvor og angst og nedtrykte miner
og vi nærmer os fortabelsen hver gang vi griner
af disse stemmer – vi hele tiden fornemmer
men ikke orker at høre, fordømmer dem som skøre
mens vi glemmer
at der er grænser for vækst, en masse begreber
blir kastet omkuld mens vi dræber og dræber

Stemmer
skriger og råber:
"I er ude af kurs, på blindt spor, skøre gamle tåber"
Vi gemmer problemer i store affaldsdynger
og glemmer dem bare mens de tynger og tynger os
nedad

Venner – eller allerede døde tåber
nu ved I at de kalder eller taler eller skriger eller råber
For tiden bruges tiden til at slå tiden ihjel
og forbruge en masse og klare sig selv
Det er umuligt – fuldkommen umuligt
når vi om meget få år står i skidt og besvær
og fordømmer de stemmer vi godt vidste var her
De beder blot om medhør og lidt fælles politik
mens du sidder slapt i stolen og drømmer løs om romantik

Stemmer – jeg hører stemmer
"I er ude af kurs, på blindt spor, skøre gamle tåber"

Stjerneklart

(John Bæk 1984 - City Zoo)

Stjernerne tændes om natten
blinker og lokker
Vi følger deres tegn
og vandrer ud til mælkevejen
For der er lidt mere plads
og der er lige tilpas med muligheder
vi leder og finder i glimt lidt stjerneglans

Stjerneklart
stjerneklart
og stjernerne blinker er det nat eller dag

Stjernerne tændes om natten
og firer fangetråde ned
og vi der færdes ude
bliver grebet af deres spændstighed
Stjernerne tændes om natten
men om dagen er de også her
men da er der lys på alt og alle
så ingen kan se stjernerne kalde

Stjerneklart
stjerneklart
og stjernerne blinker er det nat eller dag

Stykker af mig

(John Bæk 1976)

Stykker af mig forbitres
er så glade
lever med
frygter næste dag.
Stykker af mig græder
ler højt
synker tilbage
frygter næste slag.
Hvert et stykke er en side af mig
de råber højt
det er nu sløjt
at man tror på Freud.

Stykker af mig forsvinder
kommer til syne
er parat
når de skal lukkes ud.
Stykker af mig bliver skabt
går til grunde, cykler på
går i stå
uendeligt har de været her.
Hvert et stykke er en side af mig
de råber højt
det er nu sløjt
at man tror på Freud.

Stykker af mig går i stykker
stykkes ud
males op, står for skud
bringer tanker ud.
Stykker af mig forbandes
bliver prist og begrædt
men ingen kender dem ret.
Stykker af mig.

Så jeg vender mig om

(John Bæk 1989)

Jeg har ikke mere jeg kan gi'
jeg har ikke mere fantasi
så jeg vender mig om
så jeg vender mig om
så jeg vender mig om

Du har ikke mere du kan gi'
du har ikke mere fantasi
så du vender dig om
så du vender dig om
så du vender dig om

Vi har ikke mere vi kan gi' (lige nu)
Vi har ikke mere fantasi (tralalalu)
Så vi vender os om
Så vi vender os om
Så vi vender os om
(lige nu – tralalalu)

Jeg har ikke mere jeg skal si'
ikke mere fantasi
ikke fler skud forbi
så jeg vender mig om
så jeg vender mig om
så jeg vender mig om
(lige nu – tralalalu)

Tak for i dag

(John Bæk 1981)

Tak for i dag og ordene bag
jeg er frelst over de bjerge
som dagen har skabt.
Tak for en stund, der er ord fra din mund
jeg må fordøje.

Snart brænder månen som lys og ledetråd
med stjernevrimlens minder
før takken bliver til gråd.

Tak for besvær og timerne her
blandt livet og dødens gaver
der er tusind paradishaver
og langs disse skel hvor jeg finder mig selv
har du bredt din sikkerhedspude
lige dér hvor jeg var alt for langt ude

Snart tænder natten et lys som ledetråd
med stjernevrimlens minder
før takken bliver til gråd.
Tak for endnu en strålende dag
hvor nogen stak til mig og hvor jeg stak af
jeg vil glemme brudte løfter og kløfter og skel
jeg er søvnig og træt og træt af verden og træt af mig selv.

Snart tænder natten et lys som ledetråd
med stjernevrimlens minder
før takken bliver til gråd.

Tankeflugt fra verden

(John Bæk 1977)

Dansen går, jeg føler alle knytte bånd
ingen her behøver tænke sig om
ret intimt berøres, alle rives med
der er stemning, men jeg ønsker jeg var et andet sted.

Midt i stuen sidder ego tom og trist
prøver på at smile ærligt ubevidst
oprigtig talt så kan jeg ikke få det frem
jeg er til fest, men ønsker bare ta tage hjem.

Kroppen er til stede virker lidt for fjern
tankeflugt fra verden drømmeri.

Nogen si’r: Hør John, du sidder for dig selv
kom og le med os, du virker så speciel

Lysene brænder, stemningen forgår
vennerne vil se at glæderne består
glem dine tanker, glem hele dig selv
glem at det banker og smerter i hele din sjæl.

Inde bag min maske brydes mange ting
skal jeg bare sidde her og se omkring
være som de andre, livet er så skønt
fyldt med bagateller, endnu kun begyndt.

Hvem der bare lå derhjemme med en bog
uforsyrret, kunne føle sig klog
pludselig bliver jeg revet op og skubbet ind
tvunget til at danse glad med formørket sind.

Kroppen er til stede virker lidt for fjern
tankeflugt fra verden drømmeri.

Lysene brænder, stemningen forgår
vennerne vil se at glæderne består
glem dine tanker, glem hele dig selv
glem at det banker og smerter i hele din sjæl.

Stille ubeset forsvinder jeg og går
hvad mon de mon tænker, bare de forstår
vender hjem fra festen, klokken er kun ti
alligevel føler jeg mig faktisk glad og fri.

Tavshedens tribune

(John Bæk 1983 - Frustrat & City Zoo)

Tavse ord på tavse barrikader
prentet på grånet beton
gemt bag lukkede facader
forkastet med forkert facon

Små usle ord der først høres
i stilheden før en storm
i tomrummet kan de føres
med strømmen under landets norm

Tavshed taler for sig selv
ikke mere at sige
ikke mere at nå
ikke mere at tale om og stræbe mod

Stilhed under maskinlarmens dyne
hvis blot tanker kunne ses
var dette ikke tavshedens tribune
og vi var ikke som dukker i et dukkespil

Tavshed taler for sig selv
ikke mere at sige
ikke mere at nå
ikke mere at tale om og stræbe mod

Ikke flere ord tilbage
ikke mere at sku' have sagt
Ingen gråd og ingen klage
men altid lidt på vagt

Drømmerne og de naive
takker ud og går i stå
og holder sig selv i live
ved at male sig grå

Ikke flere ord tilbage
så det er svært at få det sagt
man må vente i flere dage
før instinktet bliver vakt

Tavse ord på barrikader
der måske engang får lyd
en summen af myriader
af indelukket fryd

Testamentet

(John Bæk 1977)

Når jeg dør skal du tage min krop
og dele ud blandt dem der har behov
du skal gi til dem der mangler en del af mig
så gør det dog når jeg giver dig lov
Mine øjne skal du give til en af dem der aldrig har set
det smukke i livet og det der følger med
og mit blod skal gennemstrømme en kvæstet krop
der kun har lært om livet at det holder op

Når jeg dør skal du give mit hjerte til en
hvis hjerte kun har voldt smerte og sorg
så han kan få lov til vise hvem han er
Mine knogler og muskler og nerver og sener
skal du prøve at give til en du mener
kan lære at gå og sanse og forstå
og min hjerne skal du bruge til at lære om dig selv
så gør det dog, brug lidt af mit held

Mit liv og min død skal mødes
smelte sammen til den jeg er
en helhed som er, og gødes
af dem der var her
Du må ikke lade mig rådne i en kiste
og ødelægge alt det jeg har skabt
skal noget begraves da lad det blive
mine fejl min svaghed og alt det onde jeg har gjort

Tid til at sige

(John Bæk 1977)

Nu er det tid til at sige alt det
som vi ikke fik sagt
for der er mange små engle
der bare sidder og kigger
med smilet lidt på klem
og det’ da synd at de skal sidde sådan
alt for længe
når vi lisså godt kan hive dem frem

Nu er det tid til at sige alt det
som vi ikke fik sagt
og ikke nget med måske
eller jeg tror nu nok
for det er lissom ikke lige det
og det’ da synd hvis vi sku’ snakke sådan
alt for længe
når vi godt ved hvad der skal til

Der skal lidt dud’n du du du
og så lidt dud’n du du du
og så lidt tid til at sige
for fa’en jeg vil gøre det nu

Ja så’ det tid til at sige alt det
som vi ikke fik sagt
jeg ved det ikke altid er smart at sige
lige det som jeg mener nu
men jeg sir alligevel
at jeg syn’s du ser forbandet godt ud
når du er dig selv

Der skal lidt dud’n du du du
og så lidt dud’n du du du
og så lidt tid til at sige
for fa’en jeg vil gøre det nu

Tiden

(John Bæk 1984)

Tiden arbejder ikke for os

Tiden går og klokken slår
og dagene blir til år
og inden længe sidder vi
ved tidens rand og græder

Tidens melodier

(John Bæk 1984)

Vi er der hvor drømmene brister
og må gøre det vi ved at vi skal
udenfor står kun andre statister
de må ikke forvirre vores valg.
Det er let nok at se hvad vi mangler
det er sværere at finde derhen
uden det går vi rundt og famler
med de samme fejl igen og igen.

For vi går ude i en ødemark
taler i en lukket ring
venter på det sidste spark.

Og så står vi på det samme sted
og tripper for at komme med.

Og så danser vi til tonerne af tidens melodier
og flyder på en bølge af sang og musik
danser efter rytmens takt og tone værdier
og funkler som planeter der modtager lidt lys.

Vi er dér hvor drømmene stopper
uden dem skal vi nok nå afsted
vi skal bare ku’ holde os oppe
vi skal bare, vi skal bare blive ved.
Det er let nok at se hvad vi mangler
det er sværere at finde derhen
uden det går vi rundt og famler
med de samme fejl igen og igen.

For vi går ude i en ødemark
taler i en lukket ring
venter på det sidste spark.

Og så står vi på det samme sted
og tripper for at komme med.

Og så danser vi til tonerne...

Og så danser vi til tonerne af tidens melodier
og flyder på en bølge af sang og musik
danser ud i natten som drenge og piger
der funkler som planeter der modtager lidt lys

Tidevand

(John Bæk 1984 - City Zoo)

Tidevand
havet sletter alle spor
Tidevand
havet sletter alle spor

Og bølgerne bryder sig ikke om noget
bare ruller ud og ind
uden rigtig at forstå'ed
og inde i landet er der ingen der ved
at havet bærer rundt på en hemmelighed

Tidevand
havet sletter alle spor
Tidevand
havet sletter alle spor

Og bølgerne sliber de skarpe sten
runder kanterne på de varige mén
og dem der står frem som klippeskær
bryder bølgerne før de når her

Jeg kan styre dem
hvis jeg får dem til at tro
at de ruller af sig
ruller af sig
ruller af sig selv

To og to i parken

(John Bæk 2006)

2 & 2 i parken
mens det kildrer i barken og er sundt
myrer i mit øje
mens du styrer og bøjer mig rundt
og blir den lille fortæller
der ligner en himmelblå mund

2 & 2 i lyset
under træer lidt frysende klar
hvis jeg var din tjener
mens du læner dig fremad og tar
for det er nu eller aldrig
eller om lidt eller måske til februar

når du gir flødekarameller
og skyerne hælder på skrå
så kan guderne komme an
og mærke at dit hjerte kan slå

2 & 2 = 4
og vi lægger os og spirer, ja ja
for der er mere i vente
der er mere at hente, åh ja
for du har alle passioner
og alle kanonerne klar

når du gir flødekarameller
og skyerne hælder på skrå
så kan guderne komme an
og mærke at dit hjerte kan slå

To valse

(John Bæk 1994 - Kætter Kvartet)

Hvordan vil du danse?
- sådan vil jeg danse!
hvordan vil du danse
når du danser med din lille ven?
- sådan vil jeg danse
når jeg danser med min lille ven!

Men hvad vil du danse?
- vals vil jeg danse!
hvordan vil du danse vals
med din lille ven?
- sådan vil jeg danse
når jeg danser vals med min lille ven!

Sådan vil jeg danse
sådan vil jeg danse
sådan vil jeg danse
når jeg danser med min lille ven!
sådan vil jeg danse
når jeg danser med min lille ven!
Sådan vil jeg danse
vals vil jeg danse!
Sådan vil jeg danse vals
med min lille ven!
Sådan vil jeg danse
når jeg danser vals med min lille ven!

Trafik

(John Bæk 1986 - 4 The One)

Trafik som glidende bølger
der ruller igennem tid og rum
Trafik i sluttede cirkler
der favner en verden for sig

Trafik på motorveje
der bærer de travle afsted
Trafik uden stoppesteder
for dem der ikke er med

Vi står af
nogle gange står vi af

Trafik på de brede veje
hvor tiden iler nu og her
Trafik – en strøm af nogen
der ikke har tid til at vente mer'

Trafik som glidende bølger
der ruller igennem tid og rum
Trafik i sluttede cirkler
der favner en verden for sig

Vi står af
nogle gange står vi af

Og en dag når vi endelig vender os om
fordi der er noget vi savner
er det svært at forstå hvor vi selv blev af
men vi tænkte tit på om hjertet var med

Vi står af
nogle gange står vi af

Trapperne

(John Bæk 1985 - 4 The One)

Trapperne i dette hus
er et virvar af systemer af trin
der fører op til etagen ovenpå
og ned til døren hvor vi kom ind

Trapperne er slidte
af de tusinde støvlers trampen
en hob, en stræbsom energisk krop
der har holdt sammen i målet for kampen

//: Det går trip trap ://

Trapperne i dette hus
er nu erstattet af trinløse systemer
vi må finde døren og presse os ind
for at nå de væsentlige problemer

Trapperne i dette hus
har ikke mere de samme funktioner
trappetrin erstattes med trinløse bur
der fragter mennesker i små portioner

//: Det går trip trap ://

Tre veninder

(John Bæk 2010)

Jeg mødte en kvinde der elskede nips
hun købte det ofte for penge
og blanded det sammen med jakke og slips
og håndjern og læder og remme.
Og jeg ved at jeg har tre veninder
de to falder udenfor rammen
den tredie og sidste er ensom
jeg slet ikke kender
men jeg elsker dem allesammen.

I porten står Jenny, hun leger med mænd
hun synes de er smukke og glatte
når klokken slår 12 blir de alle klædt på
med de yndigste kjoler og hatte.
Og jeg ved at jeg har tre veninder
de to falder udenfor rammen
den tredie og sidste er ensom
jeg slet ikke kender
men jeg elsker dem allesammen.

En pige går hjemad med hovedet på skrå
hun går som så ofte alene
gad vide hvad hun mon tænkte på
da hun trådte herind på min scene.
For hun ved at jeg har tre veninder
de to falder udenfor rammen
den tredie og sidste er ensom
jeg slet ikke kender
men jeg elsker dem allesammen.

Tryghedsfornemmelser

(John Bæk 1976)

Værn om mit liv
værn imod fare
brug blot din kniv
mod denne skare.

Lægger ind, lægger ind, lægger ind
lægger hele sjælen ind
mærker at din kind vil besvare
lægger ind, lægger ind, lægger ind
lægger hele kroppen ind
håber at din vind vil forklare.

Sluger dig råt, stoler i blinde
har det kun godt når du kan vinde.

Værn mig mod frygt
under din vinge
har jeg det trygt
ingen kan tvinge.

Lægger op, lægger op, lægger op
lægger op min nøgne krop
føler mig i ly i dine arme
lægger op, lægger op, lægger op
lægger tankeflugten op
kender mit begær og din varme.

Her i et skjul under din skygge
ligger en fugl opslugt af lykke.

Tåge og trådnet

(John Bæk 1984 - City Zoo & 4 The One)

Tåge og trådnet
himlen strækker fingrene ud
endnu fast grund til fødderne
men havet har sendt bud
Jeg hører du skal rejse
må jeg komme med

Stien er trådt til
vejen tilbagelagt
kroppen hviler ud
for turen er fuldbragt
Jeg hører du skal rejse
må jeg komme med

Tuden og nødlys
kæntring forudset
tilbagetog forgæves
som altid: sket er sket
Jeg hører du skal rejse
må jeg komme med

Står her på kajen
venter kun på dig
endnu en gang så bange
at andre leder mig
Jeg hører du skal rejse
må jeg komme med

Udflugtslængsel

(John Bæk 1980 - Frustrat)

Langsomt bevæger sig en stadig strøm af folk
med udflugtslængsel fra kødets fængselsmure
med knive, reb og sprøjter og sanserne som tolk
mellem smukke paladser og nedbrændte skure
Verden driver dem med piskesnert og blod
serverer stolt af det den gider give
og græder gerne tårer på den plet de nu forlod
til fordel for en anden i live

Sov trygt, stille forrykt
svæver din ånd over landet
kærtegn, skæbne og frugt
burde have givet dig andet

Langsomt bevæger sig en stadig strøm i takt
til hårde selvudslettelsestoner
på falderebet spiller de i livets sidste akt
om afmagt for livets kolde kroner
Et massemyrderi i det hellige samfunds navn
der fratager os det ansvar vi skulle føle
til hvilken nytte, bare en lille smule gavn
en martyr trukket ned i verdens søle

I velfærdets skygge stiller folk sig nu i kø
et massehysteri i dødens hænder
en stadig strøm af individets ønske om at dø
med al den afmagt alt for mange kender
De bedrager nok sig selv men ikke kun for sjov
det er en lidelsesproces de må igennem
og det er jo egentlig også smukt at alle disse kan få lov
til selvstændig stillingtagen og væmmen

I dagens Danmark lider ingen nogen nød
der er i hvert fald ingen hjernesygdomsmangel
man kan drikke sig ihjel og sidde trygt i statens skød
mens man forvirret stirrer lød på dette tingel tangel
Alle de som dør under dette samfundsåg fortjener al opmærksomhed og anger
jeg er sikkert ikke bedre og jeg er ikke særlig klog
men der er alt for mange uskyldsstraffefanger

Sov trygt, stille forrykt
svæver din ånd over landet
kærtegn, skæbne og frugt
burde have givet dig andet

Uh, my love

(John Bæk 1991)

I work all day just to write a letter
I work all night but it wount get better
I spend my time in a typewriter land
tapping all the words, do the best I can

I don’t need beer and I don’t need champagne
I just need to see my love again
I wount go sleeping before I find
the magic words that’ll make her mine

I write:
Uh, uh, uh, my love
Uh, uh, uh, my love
Uh, uh, uh, my love
you’re the one I’m thinkin’ of

I want my baby, want her back again
I want her smile, her body and her brain
I’ve got to find the magic word
the most lovely sentence a woman’s ever heard

I write: Uh, uh, uh...

I went out one night alone
just to be myself – and when I got home
my woman was gone away
and what could I do, cause I had to stay

writing: Uh, uh, uh...

I work all day just to write a letter
I work all night but it wount get better
I spend my time in a typewriter land
tapping all the words, do the best I can

I write: Uh, uh, uh...

Ukrudt (version 1, 1980)

(John Bæk 1980 - 4 The One)

Der sidder vist lidt forår gemt i disse mørke sind
Men det er svært at få ud skønt det nemt nok kom derind
Og langsomt blev det indført og brugt naturligvis
det blomstrede i solen og ingen sagde
bevis for mig dets mening, bevis for mig dets værd.
Hvorfor er dette her ?
Der er ukrudt i en hver forstand og blomster står i vand.

Og ude i naturen bør der se naturligt ud
når alting vokser frodigt og gi'r plads til nye skud.
Men det er med naturen som med disse mørke sind
der bli'r passet til i kanten skønt den hellere ville
ind i frie rammer ind i harmoni
Det' stadig svært fordi
Der er ukrudt i enhver forstand og blomster står i vand.

Det ulmer svagt af forår i denne efterårets stund
og fordi man mærker modvind
går man rundt med lukket mund.
Og hvisker man kun sagte sine smukke visdomsord
bli'r for mange lyde borte mellem alle dem der tror
de lever lykkeligt skønt de ved
det er løgn efter løgn.
Der er ukrudt i enhver forstand og blomster står i vand.

Ukrudt (version 2, 2004)

(John Bæk 1980-2004)

Der sidder vist lidt forår i den første bøgegren
som står i vand til halsen med lilje og syrén
Og alle bli'r de plejet og passet som de få
udvalgte, målt og vejet og set an fra top til tå
– og det ser ud som der er regn på vej
så husk din paraply hvis du vil sikre dig.
Der er ukrudt i en hver forstand og blomster står i vand.

Og ude i naturen ser der helt naturligt ud
når alting vokser frodigt og gi'r liv og overskud
Men det er med naturen som med tanke, sjæl og krop
der bli'r trimmet og tilpasset, kantet af og rundet op
– og våren glimter fra sin vindueskarm
og breder sig så god og mild og hjertevarm.
Der er ukrudt i enhver forstand og blomster står i vand.

Og ude i det fjerne eller måske indeni
findes mange andre former og et andet hierarki
og selv en urt på potte eller vasens blomsterbarn
må vel af og til erkende at den blev født blandt meget skarn
– og så har solen brændt den sidste sky
og du kan glemme frakken og din paraply.
Der er ukrudt i enhver forstand og blomster står i vand.

Vals i april

(John Bæk 2007)

Livet er langt, lykken er kort
klokken er slagen og spiller i sort
over de brændende tage.
Hjertet slår et slag i længsel
banker i mit indre fængsel:
dum dum, dum du du dum
Drengene i pantomime
mødes i den sidste time...

mens du danser 1, 2, 3 og flyver ud – og ser
livet fra din egen himmel uden at ønske mer’.
Svævende på sarte vinger som et projektil
der kan ramme helt uskyldigt
inde i april.

Tiden er gået fra vinter til vår
og snart tænder som’ren et nyt efterår
med faldende kæmper og blade.
Brunsten banker mig for panden
slår med halen – men hvad fanden!
Dum dum, dum du du dum.
Livet er så bundbesværligt
alt for stort og uundværligt...

mens du danser 1, 2, 3 – en vals med violin
oppe i den 7. himmel med din hånd i min.
Svævende på sarte vinger som et projektil
der kan ramme helt uskyldigt
inde i april.

Ja, livet er langt, lykken er kort
fingrene spænder den sidste akkord
ud over natmørke tage.
Ingen ved hvad skriften viste
og jeg banker på min kiste:
dum dum, dum du du dum
Livet driller ubønhørligt
standser op og blir urørligt...

mens du danser 1, 2, 3, prinsesse let på tå
som en film der viser det jeg aldrig mere kan få.
Svævende på sarte vinger som et projektil
der kan ramme helt uskyldigt
inde i april.

Ventetiden

(John Bæk 1984)

Venter
venter på lykken
venter
venter på dig
venter på at der kommer nogen
og frelser mig

Venter
venter på tiden
venter
venter på svar
venter på at nogen benægter
de mangler som jeg tror jeg har

Men ventetiden er så kedelig
at jeg vil bruge tiden til at leve i

Verden

(John Bæk 1977)

Indad svæver tanker blidt
skamløst druknet skamløst tit
stort set uden bitterhed
tidens lykke kalder
langsomt fjernes krigens larm
drømmen venter lang og varm.

Og vender jeg tilbage
tilbage til min virkelighed
så blir det nok de dage
hor himlen falder ned
og drømmer jeg til døde
og mister alt mit mindreværd
så skal du ikke bøde
for at jeg var her.

Skæbnen er rejst over sundet
intethedsfølelsen klar
livet og døden forsvundet
her er min færden, min verden
min lykke og svar.

Og vender jeg tilbage...

Her når tiden al sin fylde
lagt på verdens længste hylde
eksisterer udenfor
drømmen er min redning
livet er kort set i forhold til tiden
men langt set i forhold til intet
der begyndte for lidt siden.

Og vender jeg tilbage...

Hvordan kan man drømme rundt
uden mål kun drøm forundt
har jeg mistet helhessans
set for mange skæbner
uden chance for forstand
over jordens alt for store land.

Og vender jeg tilbage...

Vi er ikke maskiner

(John Bæk 1984 - City Zoo)

Producerende produktorienterede maskiner
pumper ny teknologi ud i de små forbrugerhjem
Og planlægningseksperter lægger planer frem i tiden
mens de kritiske faktorer holder døren lidt på klem

Men vi er ikke maskiner
Men vi er ikke maskiner
Men vi er ikke maskiner
Men vi er ikke maskiner

Datalogisk ekspertise bygger nye elementer
til de reorganiserendes markante perspektiv
Og viden kolliderer i kabaler på papiret
til de nye forudsætninger for målrettet liv

Men vi er ikke maskiner
Men vi er ikke maskiner
Men vi er ikke maskiner
Men vi er ikke maskiner

Vi er de nye tiders eksperimenter
for at komme videre

Vi mødtes engang i´75

(John Bæk 2005)

Vi mødtes engang i ´75
jeg var en lille lort på 18
der søgte og prøved' at komme på tværs
for ikke helt at falde til patten.
Og det var som om at det var os det sku' være
fordi det var godt og dejligt
indtil jeg så at du var mere end jeg ku' bære
at du måske kom lidt ubelejligt.

Vi havde jo set hinanden før
og nok osse kastet et par blikke
hvor jeg havde ønsket at ku' handle og bekende kulør
men jeg turde og gjorde det ikke.
Men så var det at det skete tilfældigt i sjov
en nat med mig og mine venner
og der var slet ikke tid til at spørge om lov
for pludselig mødtes vore hænder.

Ja sådan kan det gå, man skal have været dér for at forstå
at der er nætter og dage der aldrig kommer tilbage

Du tog med mig hjem og nu lærte jeg
at være nøgen og slippe tømmen
og mens du lo og leged' og fortalte mig
gav jeg slip og fulgte strømmen.
Ja, du var ligetil og lækker og skræmmende blød
så jeg blæste det hele et stykke
og næste morgen var verden lidt større og glødende
fuld af elskov og lykke.

Ja sådan kan det gå, man skal have været dér for at forstå
når der er nætter og dage der aldrig kommer tilbage

De næste par uger, jeg husker dem svagt
som gode men også lidt tåget
hvor tvivlen voksed' lissom per automat
fordi vi ikke rigtig talte om noget.
Og jeg følte og tænkte og gjorde hvad jeg ku'
men det var så fandens svært at få hold i
og du græd da jeg mente vi sku' stoppe nu
fordi jeg synt's du var lidt dum og enfoldig.

Ja sådan kan det gå, man skal have været dér for at forstå
at der er nætter og dage der aldrig kommer tilbage

Vi mødtes igen engang i '90
og fik snakket og vendt og drejet
og det blev lidt svært fordi jeg jo godt ku' se
at du jo rummede temmelig meget.
Men det var godt nok – for vi var begge OK
og du var osse blevet smukkere med tiden
som på den anden side var gået i stå
– men vi har ikke set hinanden siden.

Ja sådan kan det gå, man skal have været dér for at forstå
og der er nætter og dage der aldrig kommer tilbage

Vinder

(John Bæk 1984 - City Zoo)

Lidt tilbage fra hvor du kom
en finte til venstre og udenom
trække ned i tempo som i resignation
og pludselig eksplodere i en ny fraktion

Hele tiden tænke på det næste træk
og styre hele spillet uden at virke for fræk
spare på kræfterne for til slut
at komme foran når de andre har spildt deres krudt

Vinder, vinder
(men dommeren ser ikke (at) der er fejl)
Vinder, vinder
(men dommeren ser slet ikke, nej nej)

Rigtig taktik
Rigtig taktik
Rigtig taktik
Helt rigtig taktik

Vrøvlesang

(John Bæk 1978)

Der findes en masse ting
jorden er stor og rund
i England er synge "sing"
oldemor oldtidsfund

Verden er stor som så
pigen er ofte blød
bøller skal altid slå
søster er fin og sød

Lyden der fløj forbi
ramte min øregang
mennesket stort set fri
verden kan virke lang

Tanker vil sidespring
løber forvirret rundt
af og til rundt i ring
rammer så det gør ondt

IMPULS TRIO:

KÆTTER KVARTET:

FOLKEMUSIK SITE-nyhedsarkiv

KONTAKT: Tlf. +45 4028 3490 - Email: johnbaek@stofanet.dk