Arkiv
 

Keyboards

I dag arbejder jeg primært med Audio/workstation-programmet Logic Pro - med indbyggede synths, sampler etc. Det er ret nemt at gå til, fordi alt er integreret i samme miljø. Men jeg bruger stadig de fysiske keyboards, fordi de er unikke og lyder af sig selv. Mit nuværende keyboard set-up består af:

Ensoniq ASR 10 - Korg Triton - Kawai K1 rII - Alessis D4

Jeg har fx forsøgt at overføre nogle unikke lyde fra ASR-sampleren til Logic-sampleren. Men det fungerer ikke. De mister en masse fylde. Hertil skal siges, at jeg med held har foretaget denne operation til andre virtuelle samplere, så Logic-sampleren har sine svage punkter.

Men efterhånden som jeg har fået udforsket instrumenterne i Logic Pro, har jeg ikke det store behov for de fysiske keyboards. Det handler selvfølgelig om lydæstetik - om hvor meget jeg vil nørde for at finde en bestemt lyd eller sound. Og de virtuelle instrumenter (keyboards) er i dag ofte langt bedre (men anderledes) end de fysiske instrumenter.

Jeg har fx købt et par virtuelle Korg instrumenter. Pludselig har jeg mit første rigtige keyboard, Korg Polysix (fra o. 1982), liggende på skærmen - og det lyder som en drøm! Nu i stereo og med et par velvalgte effekter - og jeg savner på ingen måde det gamle fysiske keyboard, som ligger gent af vejen nede i kælderen. DET ER FANTASTISK! Det ligner, føles og lyder præcis som i gamle dage...

Og jeg har bl.a. investeret i KONTAKT sampleren fra Native Instruments (med en del ekstra lyde/instrumenter) og synes, at jeg nu er rimeligt up to date. Fy, hvor det lyder godt!

Alt i alt har jeg haft flg. "seriøst" keyboardgear:

Keyboards:
Korg Polysix - Hohner Clavinet E6 - Ukendt synth (Obel-keyb.) - Ukendt (stort) Yamaha-keybord - Roland Jupiter 4 - Yamaha DX-7 - Bit 99 - Roland Digital Piano - Ensoniq Mirage - Ensoniq EPS - Ensoniq ASR 10 - Korg Triton.

Trommemaskiner/moduler:
Boss DR-110 (Dr. Rythm) - Alesis HD-16 - Alessis D4.

Synthmoduler:
Kawai K1 rII

Det startede i slutningen af 70'erne i Odense. Jeg var flyttet hjemmefra og havde købt 4-kanals båndoptager for at kunne indspille mine geniale kompositioner. Jeg fik fat i et billigt el-piano (meget syntetisk), som kan høres på mine opus numre. Lyden var ikke god, men jeg accepterede det - og kunne ikke forestille mig at anskaffe andet. Da jeg skulle indspille min Opus 5, brugte jeg desuden min fars vidunder-orgel med vammel lyd og rytmeboks. Det lød ikke kønt, men man må vel lade sig inspirere af det forhåndenværende grej! Mens mine forældre var på ferie, optog jeg de indledende takes hjemme hos dem...

I Århus - omkring 1982 - købte jeg mit første "rigtige" keyboard, fordi jeg blev enig med mig selv om, at man bedst kunne komponere musik og "styre" et band fra et keyboard. Valget faldt på den nye Korg Polysix - et teknologisk vidunder til omkring 20.000 af datidens kroner. Helt vildt! Tidens nye keyboard med lydbank, appegio etc. Jeg har det stadig. Det skal bare repareres lidt!

I Frustrat-tiden købte jeg også et Hohner Clavinet - ikke træ-modellen - men den sorte. Så mit Frustrat set-up endte med at være:

Korg Polysix - Hohner Clavinet E6.

Dette blev også set-uppet i fx City Zoo (så vidt jeg husker). Senere - i en meget kort overgang - havde jeg et stort Yamaha et-eller-andet, som kunne inddeles i 3 seperate lydsektioner - og kunne en hulens masse på en gang. Men det var mere sådan et suppe-steg-is keyboard (syntes jeg). Og man kunne ikke gemme lydene.

Så fik jeg et lille plastik keyboard . Det så ellers godt ud - men var ikke stabilt, hvad man fx kan høre på Obel-optagelsen af "Ukrudt" fra Huset i Århus, hvor sequenseren (en helt ny feature!) ikke ville starte. Jeg kan ikke huske hvad det hed. Efter dén koncert blev det solgt eller leveret tilbage til forhandleren.

Til øvebrug brugte jeg en Boss DR-110 (Dr. Rythm). Den har jeg endnu.

Jeg faldt over et opdateret Roland Jupiter 4. Lækker rocklyd - og allerede en gammel model. Men den lød godt, og jeg fik en med nyindbyggede lydbanker (8).

4 The One set-up:

Korg Polysix - Roland Jupiter 4 - Hohner Clavinet E6.

På dette tidspunkt havde jeg investeret i et - efter datidens målestok! - lille sanganlæg med en forstærker/mixer og to Yamaha-højtalere. Det spillede højt nok til at kunne hamle op med John Simoni's hårdslående trommer!

Da jeg stoppede i 4 The One, solgte jeg clavinettet og sang-anlægget og købte nyt grej: Yamaha DX-7, Bit 99, Ensoniq Mirage, Roland Digital Piano. Således fik jeg et helt nyt studie setup:

Yamaha DX-7 - Bit 99 - Ensoniq Mirage - Roland Digital Piano - Korg Polysix - Alesis HD-16 (trommemaskine)

- som i slutningen af 80'erne kom op at køre sammen med min nyerhvervede Ataricomputer (midi-programmet Pro 24 & Cubase) og en 8-kanals Fostex båndoptager. Det var set-upp'et, da jeg indspillede Another Mountain og musikken til diasshow om Mellemamerika.

Senere købte jeg et Kawai K1 rII. Et rack-modul. Og skiftede Alesis trommemaskinen ud med en Alessis D4 (rack).

Min Mirage blev udskiftet til den nye storebroder: Ensoniq EPS med 4 MB hukommelse, 8 outputs etc. Den brød sammen nogle år senere, men ved et tilfælde faldt jeg over den senere Ensoniq ASR 10 (brugt), så jeg fortsat kunne bruge mit omfattende lydbibliotek.

 
KONTAKT: Tlf. +45 4028 3490 - Email: johnbaek@stofanet.dk